Søby Brunkulsmuseum indvier cykelstation

Søby Brunkulsmuseum indvier søndag 18. maj en Cykel Station med ladestander til elcykler samt værktøj, og pumpe til alle modeller.

Søby Brunkulslejer ligger centralt for cyklister i trekanten Herning-Ikast-Brande og lige i midten ligger Brunkulsmuseet. Stedet indgår desuden som en del af den nationale cykelrute 4, ”Danmark på Tværs”, så mange cyklister kører lige forbi.

Derfor gør museet noget ekstra for at servicere cyklisterne.

- Vi har været så heldige, at Herning Kommune har valgt at placere to af deres ladestandere ved museet, som bliver hjemsted for den officielle åbning af hele projektet, siger formand Jan Svendsen fra museet.

Formand John Thomsen fra Miljø, Infrastruktur og Naturudvalget i Herning Kommune vil stå for indvielsen, der bliver markeret med kaffe og cykelboller.

Indvielsen kan alle deltage i, men derudover arrangerer museet igen de populære cykelture gennem Søby Brunkulslejer kombineret med et besøg på museet.

Der er tale om to forskellige ruter, som begge lyder på 16 kilometer, hvor deltagerne får tid til at nyde og opleve det unikke område. Første tur begynder midt på formiddagen, og i frokostpausen finder den nævnte indvielse sted, hvorefter den anden tur begynder.

Guide på turene bliver Jan Svendsen, som også er en erfaren cyklist og guide, som hver uge hele året leder en såkaldt hyggetur i Brande Motion.   

Søndagens første tur omfatter den sydlige og vestlige halvdel for eksempel med plantage og Mount Søby på 83 meter. Turen over middag går mod nord og øst til udsigtspunktet ved Grønne Sø samt et smut mod syd omkring Meldgaard Sø.   

Hvis interesserede har lyst, kan de deltage i begge ture og med rabat. Deltagerne kan møde op uden tilmelding, men en ordentlig cykel og cykelvante ben er absolut nødvendig.

Turene bliver gentaget 19. oktober.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul