Rosenbedet sælges til nedrivning
Den har været undervejs et stykke tid, men mandag aften blev den så endeligt afsagt: Dødsdommen over ejendommen Ejstrupholmvej 1, der i over 20 år har huset Rosenbedet
Et enigt byråd godkendte uden yderligere bemærkninger, at ejendommen sættes til salg uden mindstepris, men dog sådan at byrådet forbeholder sig ret til at forkaste de indkomne tilbud.
Rosenbedet, som først for nylig fik sin fremtid afklaret efter i længere tid at have været i fare for at blive nedlagt, flytter i løbet af den kommende tid til Arne Danielsens tidligere lokaler på Herningvej, mens situationen ser mere speget ud for Teaterkompagniet, som i mange år har holdt til i nabolokalerne. Lige nu ser de lokale amatørskuespillere, som i slutningen af august skal opføre Matador som musical, ud til at blive husvilde.
Bygningerne er i så dårlig stand, at en eventuel køber forpligter sig til at nedrive dem inden udgangen af oktober og efterfølgende holde området pænt. Sker dette ikke, kan Ikast-Brande Kommune få foretaget nedrivningen for købers regning med mulighed for at gøre udlæg i den sikkerhedsstillelse på 750.000 kr., der kræves af køber.
Skal der på et senere tidspunkt igen opføres bygninger på grunden, kommer det til at kræve en ny lokalplan for området.
Tilføj kommentar