Rør ikke ved Store bededag

I en tid, hvor flere og flere danskere bukker under for stress, og der bliver snakket om, hvordan arbejdslivet kan gøres mere fleksibelt, ønsker regeringen at fjerne en helligdag. Noget, der ikke bare stikker ud i forhold til hele tidsånden men også i forhold til Den Danske Model.

Af Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.

Ifølge den nationale sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed står bag, oplever stadig flere danskere et højt stressniveau. Stress udgør et stigende problem for folkesundheden, og især de unge er hårdt ramt.

Det er ikke så mærkeligt, at mange drømmer om et fleksibelt arbejdsliv, hvor arbejds-, fritids- og familieliv harmonerer bedre, og der er da også virksomheder, der har indført 30 timers arbejdsuge.

Men nu ønsker regeringen at fjerne én af de helligdage, som mange danskere bruger til at koble af og lade batterierne op, så de har energi til at give den en skalle på jobbet.

Store bededag skal ikke længere være en helligdag men en arbejdsdag, hvilket ikke bare stikker ud i forhold til tidsånden men også i forhold til den unikke danske model, hvor det er arbejdsgivere og arbejdstagere, der fastsætter rammerne for arbejdsmarkedet herhjemme.

Store bededag står nævnt som en fridag i overenskomsterne. Men det vælger man nu at tilsidesætte med et pennestrøg. Som afdelingsformand for HK MidtVest mener jeg, det er helt uhørt og, at forslaget burde trækkes tilbage. Vores fridage er ikke et tag selv bord.

Når jeg taler med medlemmerne, så spørger de, hvorfor de nu skal sige farvel til en fridag. Især de butiksansatte føler sig ramt.

De butiksansatte, der med afskaffelsen af dele af den såkaldte lukkelov for 10 år siden, har fået sværere og sværere ved at få familie- og arbejdslivet til at hænge sammen, fordi butikkerne som hovedregel kan holde åbent 24 timer i døgnet alle ugens dage

Som jeg hører det, har medlemmerne gennemskuet, at fjernelsen af en helligdag ikke handler så meget om investeringer i Forsvaret men om at få afskaffelsen af store bededag til at glide lettere ned hos lønmodtagerne.

Hvad bliver mon det næste, politikerne kaster sig over. Er det 2. Juledag? Kristi Himmelfart? Eller er det Juleaften? Jeg spørger bare.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul