Sidste krydser på kroen?
Med 368 vælgere er Uhre Kro kommunens tredjemindste valgsted og dermed et af de 6 valgsteder i Ikast-Brande Kommune, der står til nedlæggelse efter dette valg.
Om beslutningen fra 2010 får lov at stå ved magt, er der i løbet af valgkampen blevet sået tvivl om, men uanset hvad bliver der stemt i Uhre i dag.
Første mand i stemmeboksen var krofatter Jens Laursen, skarpt forfulgt af ægteparret Thomas Kr. og Anna Grethe Utoft Nielsen.
Thomas har selv siddet som valgtilforordnet en god håndfuld gange, men i dag er jobbet som valgstyrer overladt til Jens Kr. Andersen, som får hjælp af debutanterne Anne Mette Pedersen og Leif Jensen samt Karin Schnedler og Janne Faurschou fra kommunen.
Med assistance fra de først fremmødte blev valgurnerne behørigt checket, inden de blev aflåst, hvilket for urnen til regionsrådsvalgets vedkommende krævede lidt god, gammeldags magtanvendelse.
Og muligvis er Uhre Kro et af kommunens mindste valgsteder, men det er nok også et af de eneste steder, hvor vælgerne bliver budt på kaffe og småkager.
Det kunne de valgtilforordnede så vælge at gå om bord i, da det første rykind var overstået.
Tilføj kommentar