Konservative er uden for budgetforliget i Ikast-Brande
Af Tove Videbæk, byrådsmedlem (C)
Konservative i Ikast-Brande er godt tilfreds med det indgåede budgetforlig og mener, at der er rigtig mange gode emner, både på drift- og på anlægssiden.
Byrådsmedlem Tove Videbæk har sat flere konservative fingeraftryk på budgettet. Det gælder både Parterapi / Familiekurser, Home-start og Filmskolen i Boest m.v. Konservative fokuserer meget på familien som det bærende element i samfundet, og derfor mener de, at det er vigtigt at give familierne en hjælpende hånd, hvis de ønsker det.
- Filmskolen er et helt nyt initiativ, som kan trække unge mennesker til Ikast-Brande. Først og fremmest unge mennesker, som har lyst til medier, og som kan få afprøvet deres evner og engagement, inden de evt. går videre i denne retning. Endelig kan filmskolen komme til at betyde rigtig meget for Ikast-Brandes image. Et spændende projekt, mener Tove Videbæk.
- En række andre nyere projekter er vi også rigtig tilfredse med. Det drejer sig bl.a. om profil- og talentskoler, Frivillighedscenteret og fremrykning af byggeriet på Nørre Snede skole.
Profil- og talentskolerne venter vi os meget af – på flere områder. Frivillig-centeret har stor betydning for kommunens mange frivillige, som har får rådgivning og vejledning, og her arrangeres relevante events i årets løb. Og endelig er det rigtig godt, at byggeriet på Nørre Snede Skole fremrykkes. Her har man ventet i adskillige år - men nu skal det være! Det er godt for både børn og voksne i Nørre Snede. Og meget andet godt kunne der fremhæves og siges fra budgettet.
Men – når de Konservative har så meget godt at sige om budgettet, hvorfor er de så ikke med i det?
- Konservative er ikke med i budgetforliget, fordi vi rent principielt ikke kan være med til at hente flere penge i borgerens egen pung. Skattebyrden er tung nok i forvejen for den enkelte borger og familie. Og vi mener, at borgerne selv skal administrere flest mulige af deres egne, hårdt tjente penge.
For nogle få år siden blev skatten sat op i Ikast-Brande med den hensigt, at man ville sætte den ned igen snarest muligt. MEN skatten er ikke siden da blevet sat ned. Derfor kan vi også være bange for, at den heller ikke denne gang kommer ned igen. Det virker som en skrue uden ende, og det kan vi ikke være med til, udtaler Konservatives enlige medlem i Byrådet, Tove Videbæk.
Via forliget hæves skatten med 0,5 %, hvilket skal give 30 mio. kroner. Dette vil imidlertid bringe Ikast-Brande op blandt den tredjedel af kommunerne, som har den højeste skatteprocent. Og det er for det meste udkantskommuner. Dér mener Konservative ikke, at Ikast-Brande hører hjemme!
Konservative har naturligvis fremlagt spareforslag for de 30 mio. kroner, som der er behov for.
Tilføj kommentar