Endnu en Fællesliste-politiker genopstiller
Endnu et af Fælleslistens nuværende byrådsmedlemmer har besluttet sig for at genopstille. Det drejer som Helle V. Mathiasen fra Ejstrupholm, som i den nuværende byrådsperiode har siddet i Erhvervskontaktudvalget samt Børne- og Undervisningsudvalget. Om sin beslutning forklarer hun:
- Min arbejdsgiver har været yderst fleksibel i den forgangne periode, og har givet mig mulighed for at fortsætte endnu en gang.
Da en af mine store interesser er børneområdet, hvor jeg har slået mine folder de seneste 4 år, er udfordringen og mulighederne i den nye folkeskolereform simpelthen så spændende, at jeg brændende ønsker at være en del af det politiske hold bag hele børneområdet og den kommende reform.
Jeg mener at have levet op til tilliden fra mine vælgere fra sidste valg – jeg har gjort alt hvad jeg kunne, og er klar til at gøre alt hvad jeg kan også de næste 4 år.
Dermed har 4 af Fælleslistens nuværende byrådsmedlemmer forud for listens opstillingsmøde på Hotel Dalgas på mandag offentliggjort, at de er villige til "four more years". Udover Helle Mathiasen er det formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Kirsten Mørup, Jacob Schnedler og Bo Sand Kristensen.
Derimod genopstiller formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Erik René Pedersen ikke, mens viceborgmester Preben Christensen er blandt dem, der endnu ikke har meldt sin beslutning ud.
Det sker som nævnt senest på mandag, hvor Fælleslisten også kan præsentere flere helt nye kandidater.
Tilføj kommentar