Performance-kunstnere intervenerer festival
Den 2. internationale Street Art-festival kan se frem til et formentlig ikke specielt velkomment besøg, når performance-kunstnertrioen Dan Park, Ibi-Pippi og Uwe Max Jensen lørdag med deres egne ord "intervenerer" festivalen.
I en pressemeddelelse skriver sidstnævnte, der tilbage i 2006 blev idømt en bøde på 1.000 kr. for året forinden at have urineret op ad en husgavl i Brande og kaldt resultatet "Midlertidigt gavlmaleri", at street art-festivalen lørdag middag får følgeskab af "en mere politisk, konceptuelt og kropsligt funderet gadekunst, når den svenske kunstner Dan Park, forfatteren Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der er opvokset i Brande, og happeningmageren Uwe Max Jensen besøger byen."
Dan Park bidrager til festivitassen med en række af sine karakteristiske plakatværker, som han klistrer op på elskabe. Ibi-Pippi kommer med et værk, der har udgangspunkt i hendes tilværelse som juridisk kvinde og forfatter, mens Uwe Max Jensen skaber to værker:
"Where the streets have no name", en performance for sorte affaldssække og gaffatape, hvor en række gadeskilte vil blive midlertidigt beklædt med sort plast samt happeningen "Through the Night Softly". Nøgen og med hænderne samlet på ryggen vil Uwe Max Jensen mave sig hen ad hovedgaden i Brande. Værket er en hommage til Brandes gader og den afdøde performancekunstner Chris Burden.
Tilføj kommentar