Oprykningsfesten udsat en uge

Lørdag havde Brande IF's serie 2-mandskab chancen for at sikre sig oprykning til serie 1 for anden gang indenfor et år, men i første omgang kunne man lade propperne sidde i champagneflaskerne.

Et enkelt point i udekampen mod Ølstrup ville have sikret Brande oprykningen definitivt, men i stedet løb de zebrastribede BIF'ere ind i et overraskende klart nederlag på 1-4 - præcis samme cifre, som Ølstrup blev besejret med på Brande Stadion 1. september og også de samme cifre, som sæsonens hidtil eneste BIF-nederlag mod Ikast FC lød på.

Dengang faldt Brande helt sammen i kampens sidste halve time, men lørdagens kamp var reelt allerede afgjort efter 1. halvleg. Hjemmeholdet førte med 3-0 halvvejs, og selvom gæsterne fik reduceret straks fra 2. halvlegs start, blev det ikke til mere, og i stedet var det de hvepsestribede værter, der kunne sætte trumf på i kampens slutfase.

Lørdagen kunne dog stadig ende med oprykningsfest for Brandes førstehold, hvis de nærmeste forfølgere fra Videbæk satte point til i udekampen mod Give. Her var stillingen ved pausen 0-0, et resultat der altså ville have sendt Brande retur til serie 1 på trods af holdets nederlag i Ølstrup tidligere på dagen, men i 2. halvleg fik Videbæk hul på bylden og endte med at vinde opgøret på Give Stadion med 3-0.

Dermed må Brande vente en uge endnu med at fejre oprykningen. Det sker, hvis holdet henter mindst et point i Bording på lørdag.

Kommentarer

Der er dog det håb at de selv kan afgøre det.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul