Oprykningen kom i hus
Det holdt hårdt, men til slut lykkedes det fredag aften for Brande IF's førstehold i serie 2 at sikre sig den første oprykning i 26 år.
At 2-0 er den farligste føring, er en af fodboldens ældste klicheer, og fredag var den ved at blive bekræftet endnu engang. For sjette kamp i træk kom Brandes blonde bomber, Kristian Koch Jensen, på måltavlen, da han med to mål i løbet af et kvarter bragte hjemmeholdet på sejrskurs i 1. halvleg, men 15 sekunder før dommerens pausefløjt fik gæsterne fra Alhedens IF reduceret.
Et kvarter før tid fik holdet fra Frederiks endog udlignet, men i det 83. minut blev Kristoffer Demant matchvinder, da han udnyttede Nikolaj Jakobsens fine forarbejde på højrekanten og fra kanten af straffesparksfeltet sparkede bolden i nettet til 3-2.
Efter 3½ minuts tillægstid fløjtede dommeren endelig kampen af, hvorefter jubelen kunne bryde løs.
Sejren og oprykningen var ikke det eneste, Brande IF kunne glæde sig over fredag aften: På nabobanen vandt klubbens andethold sæsonens anden sejr, da det blev 3-1 over Sunds.
Læs mere om kampene i Brande Bladet onsdag og oplev eller genoplev nogle af højdepunkterne fra oprykningskampen i galleriet nederst på forsiden.
Tilføj kommentar