Ny skole i Brande

Indlæg fra gruppen 360 grader Brande:

Det står fast, at vi skal have en ny skole i Brande. I den forbindelse rejser der sig selvfølgelig nogle spørgsmål som f.eks.:
1) Hvilken skolestruktur ønsker vi?
2) Hvilken skolestørrelse synes vi er optimal?
3) Hvilken placering skal skolen have?

Hvilken skolestruktur?
Det spørgsmål må vi gå ud fra, at der er nogle dygtige forvaltningsfolk, der sammen med deres ansatte og valgte på skolerne i Brande, arbejder med. Det er selvfølgelig vigtigt at skolestrukturen i Brande bliver overvejet nøje, så vi får lige nøjagtig dén struktur der er bedst for de unge og som tilfredsstiller forældrenes behov.

Hvilken størrelse?
Med den positive udvikling, som Brande er på vej ind i, er det selvsagt, at den nye skole skal være forberedt til det øgede antal unge, der forventes at være skolesøgende, når skolen står færdig. Og måske en smule mere, med mindre kommunen ønsker at sætte gang i endnu et skolebyggeri om få år.
Det bør undersøges, hvor stor fremskrivningen af befolkningstallet i Brande bliver over de næste 3-5 år, men en forsigtig vurdering vil nok være, at den nye skole skal kunne rumme et par hundrede elever mere end dem, der for nuværende går på Præstelundskolen.

Hvilken placering af skolen?
Placeringen af den nye skole er vel nok det punkt, vi som borgere i byen, skal bekymre os allermest om, da skolens placering er af afgørende betydning for, hvordan Brande fremadrettet udvikler sig.
Der er mange forslag på bordet til, hvor skolen skal placeres, og der kan naturligvis tales for og imod alle forslagene.
Hvad der er teknisk muligt, skal nøje undersøges. Politikerne og teknikkerne bør lytte nøje til byens borgere, ligesom Brandes to skolebestyrelser har en særlig legitim ret til at blive lyttet til i denne sag.
Dog mener vi i ”360° Brande”, at specielt ét forslag til placering skiller sig positivt ud - nemlig placeringen i sammenhæng med Brande Hallerne. I den forbindelse har vi undersøgt, hvorledes en skole kunne indpasses i området, og vurderet hvilke fordele, og evt. ulemper, der ville være ved denne placering. Vores forslag er ment som et positivt indspark til diskussionen om skolens placering.

Skolen generelt.
Vores forslag omhandler en skole til ca. 800 elever, med et anlægsbudget estimeret til omkring 180-200 millioner, hvilket er under det estimerede budget til skolebyggeriet. Dette uden at gå på kompromis med kvalitet og indhold af byggeriet.
Man påregner i skolebyggerier, at der generelt skal være ca. 12 m² pr. elev, hvilket betyder at skolen skulle være på i alt ca. 9.600 m2. I vores forslag har vi lavet en bygning på ca. 10.000 m².
Skolen skal bygges delvist i 2 plan, hvilket i forslagets udformning vil give mange muligheder med terrasser og spændende arkitektoniske detaljer. Dette vil også være helt i tråd med, hvordan skoler bygges andre steder i landet.
Forslaget til skolens placering sikrer, at de grønne områder mellem Brande Hallerne og Strømmen ikke ødelægges, samt at kommunens bygninger ikke berøres. Generelt vil der sikres mindst mulig nedbrydning af eksisterende bygninger, og til mulig gene for eksisterende faciliteter i området.

Centralt beliggende skole.
En centralt placeret skole vil betyde kortest mulige skoleveje for de unge, og det er svært at forestille sig at skolevejene kan blive mere sikre end med denne placering.
Skolens placering er ligeledes tæt på Brande Stadion, byens børnehaver og byens erhvervs- og forretningsliv.

Udnyttelse af Brande Hallernes faciliteter.
Ved at placere skolen ved Brande Hallerne, vil der ikke være brug for at bygge sportsfaciliteter/haller til den nye skole. Dette vil betyde en ganske pæn besparelse på anlægsbudgettet, og samtidig styrke udnyttelsen af de fantastiske faciliteter, vi har i Brande Hallerne,- nogle af de sparede penge kunne evt. endda bruges på at gøre Brande Hallerne endnu bedre. Der vil være direkte adgang imellem skolen og hallerne og Brande Svømmecenter, hvorved byens unge vil få et endnu mere naturligt forhold til faciliteterne, og dét at dyrke idræt.

Brande Hallernes cafeteria bør udvides og benyttes som skolekantine. Det vil være oplagt at etablere en skolemadordning. Dette initiativ vil utvivlsomt betyde, at der vil være økonomi i at drive cafeteriet - hvilket også vil komme Brande Hallernes andre brugere til glæde udenfor skoletiden.

Bibliotek – musikskole – tandpleje.
Brande Bibliotek skal også være skolens bibliotek, hvilket vil give en besparelse på projektet, samt en naturlig større udnyttelse af biblioteket som et fælles skole- & folkebibliotek,- samt en pæn sikring af, at biblioteket i Brande også får lov til at eksistere fremover.
Desuden vil skolen derved blive integreret med musikskolen.
Skoletandplejen kan blive i de eksisterende faciliteter.

Grønne områder omkring skolen.
Der vil være rigeligt med muligheder for at have grønne områder omkring skolen, til både rekreative- og andre udendørs aktiviteter. Disse ude arealer bør tænkes som aktive dele af skolens læringsrum.

Pæne besparelser og betydelig merværdi.
Med vores forslag mener vi at have samlet store dele af Brandes befolknings ønsker om en central placering af den nye skole. Vi mener at have et forslag, der rummer en stor mængde synergi ved sammentænkning med allerede eksisterende selvejende og kommunale institutioner. Denne synergi vil give os endnu mere for pengene.

Skal skolen så kunne udvides senere?
Nej, det mener vi ikke. En skole på op imod 1000 elever er ikke noget der kan anbefales af ret mange, så hvis Brande fremover bliver så stor, så må der bygges en ny skole til den tid. Skolen skal bygges til det antal elever vi forventer, der vil være om 3-5 år.

Opfordring til politikerne:
Vi vil opfordre politikerne i Ikast-Brande kommune til at overveje vores forslag, og vi indgår gerne i en dialog med henblik på at give yderligere forklaringer til forslaget.

Om ”360° Brande”:
”360° Brande” er et upolitisk netværk af borgere og foreninger i 7330 Brande, som aktivt arbejder med en positiv udvikling af Brande og de omkringliggende landsbyer.

Kommentarer

Supergod placering og integration med de eksisterende faciliteter.
Måske også biblioteket skulle erstattes af en ny energi rigtig bygning.
Skulle det være nødvendigt med en udvidelse, kan det gamle rådhus vel benyttes
Thumbs up.

Fantastisk godt forslag! :)

Fuldstændig enig alle 360 grader! Falder i tråd med de tanker, jeg hele tiden har givet udtryk for. For min skyld kunne man også inddrage grundene med børnehave og huset på hjørnet af Ole Bendix Ved/Aagade samt på sigt "det gamle rådhus", når kommunens nye, samlede rådhus flytter til Best Seller House.

Enig - dette er den rigtige placering, endvidere ville udnyttelsesgraden af hallerne kunne forbedres, samt facility service kan sammenlægges. Byggeprisen, bliver mindre eftersom vi kan spare 2 gymnastik sale og et bibliotek! Placeringen er centralt, samt vi bibeholder BIF som er en forening i fremdrift! som også trækker flere end 1000 mennesker til byen hver sommer.

Jeg have oprindeligt et forslag om at bygge der hvor Præstelundskolen ligger nu, MEN det forslag fra 360 er perfekt og gennemtænkt. Så er det at håbe at beslutningstagerne lytter.

Inden vi siger ja til placeringen ved hallen, skal vi lige sige at vi er klar til at sige farvel til Rådhuset, med de arbejdspladser det nu giver. Men så skal kommunen jo til at investere i et nybyggeri i til de medarbejdere der i dag har deres arbejdsplads i administrationsbygningen, det bliver nødvendigt for med de parkeringspladser der er på nuværende, der er fyldt hver dag, så der skal nødvendigvis findes pladser til et betydeligt antal biler. Er vi branditter klar til det?

Karl, har du undersøgt forholdene?
P-pladser er der nok af, hvor skolen ligger i dag. Der vil ikke være længere at gå, end mange ansatte på Siemens har.
Hvor mange ansatte er der på skolen nu?

Umiddelbart ser det ikke ud til at rådhuset berøres af den nye skoles placering ?

Som det ser ud nu, har vi vist fået vist et forslag til den bedste placering.
Lad dem, der ved noget mere om om den slags, undersøge det.

 

utryg ved arealer:

For lille rum til orkesterprøver. Orkesterforeningen Brande amatør orkester består af 40-45 musikere, som pt øver på musikskolen i en sal, som allerede er for lille - lydeniveauet er allerede langt oppe i det rød felt! 

OBS reglerne for støtte af amatørmusikken! I tegningerne er der sat 80 m2 af til sammenspilslokale for musikskolen! 

Mener absolut at det er for lidt - bare set med de nuværende vilkår!

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul