Ny formand i DH Ikast-Brande: Tina Ostersen overtager posten

Ved årsmødet i DH Ikast-Brande blev Tina Ostersen valgt som ny formand. Tina har i flere år været en del af bestyrelsen og har været engageret i at forbedre vilkårene for mennesker med handicap i kommunen. "Jeg vil gerne rette en stor tak til den afgående formand for indsatsen og det gode samarbejde. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen, og jeg ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, der er lagt," siger Tina Ostersen. "I den kommende tid vil vi have særligt fokus på at styrke dialogen med kommunen og sikre, at mennesker med handicap får den nødvendige støtte og de bedste muligheder for at leve et selvstændigt liv."
Årsmødet bød på et foredrag om systemstress ved Karin B. Nissen, som opstår, når borgere og pårørende oplever belastningsreaktioner fra langvarig og kompleks sagsbehandling. Karin præsenterede redskaber til at håndtere systemstress og gav fem konkrete råd til borgere i sagsbehandling. Debatten satte fokus på, hvordan mødet med systemet skaber frustration og systemstress. Mange oplever udfordringerne, og det understreger behovet for ændringer i systemet.
DH Ikast-Brande er talerør for 36 handicaporganisationer i kommunen. Vi arbejder for at sikre, at mennesker med handicap kan leve et liv på lige vilkår og indgår i dialog med politikere og embedsmænd for at finde gode løsninger.
Med Tina Ostersen som formand ser vi frem til et nyt år med fokus på de handicappolitiske dagsordener. Vi håber at se endnu flere engagerede kræfter, der vil være med til at gøre en forskel.
Tilføj kommentar