Borgmester afviser ulovligheder
I sidste uge afdækkede Politiken, hvordan byrådet i Viborg med den snart forhenværende konservative borgmester Søren Pape Poulsen i spidsen i 2010 først solgte navnet på Viborg Stadion til den dengang økonomisk voldsomt skrantende lokale 1. divisionsklub Viborg FF for 50.000 kroner. Derefter pålagde et byrådsflertal det privatiserede, men reelt 100% kommunalt kontrollerede forsyningsselskab Energi Viborg at købe navnet for ca. 1 mio. årligt.
Statsforvaltningen erklærede tidligere på året aftalerne for ulovlige, hvilket byrådsflertallet valgte at tage til efterretning. Derudover foretog man sig intet, bortset fra at indgå en næsten enslydende aftale med den lokale håndboldklub Viborg HK om at overtage navnerettighederne til Viborg Stadionhal, endda for præcis samme pris, som fodboldklubben måtte betale for rettighederne til stadionnavnet.
Få dage forud for Politikens afsløringer kunne en glad direktør for FCM Håndbold, Torben Kølbæk, løfte sløret for en sponsoraftale med betonvarevirksomheden IBF, der ved første øjekast har flere lighedspunkter med Viborg-modellen.
Ikast-Brande Kommune giver således afkald på navnet Ikast-Brande Arena, som fremover kommer til at gå under navnet IBF Arena. Hverken Torben Kølbæk eller IBF’s salgsdirektør Michael Pedersen ønsker naturligt nok at oplyse prisen for sponsoratet, som også omfatter en reklame på den øverste del af ryggen på spilletrøjerne, men Torben Kølbæk oplyser dog, at der for FCM er tale om en betydelig merindtægt i forhold til, hvad Ikast-Brande Kommune betalte, og at man nærmer sig markedsprisen.
Noget for noget
Statsforvaltningens kendelse i sagen fra Viborg får ikke borgmester Carsten Kissmeyer (bill.) til at ryste på hånden:
- Vi har afgivet vores ret til navnet Ikast-Brande Arena et halvt år før tid. Vores aftale med FCM gik frem til 31.12.2014. Vi har til gengæld fået andre ydelser for vores sponsorat, fremhæver han og fortsætter:
- Ikast-Brande Kommune er meget bevidst om, at vores sponsorater altid modsvares af en modydelse til markedspris. Vores håndtering af sponsorater tager afsæt i det regelsæt, der findes.
Han oplyser videre, at Statsforvaltningen tilbage i Ikast Kommunes tid havde en forespørgsel til kommunens håndtering af relation til den professionelle håndboldklub (det daværende Ikast-Bording EH, red.)
- Det gav ikke anledning til bemærkninger, og vores praksis er mig bekendt uforandret, fastslår borgmesteren.
Læs mere i Focus Ikast-Brande onsdag.
Tilføj kommentar