Radioaktiviteten måles onsdag

Den 29. oktober vil målespecialister fra Beredskabsstyrelsens afdeling i Herning foretage målinger af baggrundsstrålingen forskellige steder i landsdelen.
Målingerne sker som del af en landsdækkende nuklear måleøvelse, hvor Beredskabsstyrelsen træner det mandskab og udstyr, der skal sættes ind, hvis der sker et udslip fra et kernekraftværk i et af Danmarks nabolande.

Målespecialisterne fra Herning indgår i Beredskabsstyrelsens nukleare måleberedskab, der er knyttet til styrelsens i alt seks operative afdelinger. Hvis der sker et udslip fra et kernekraftværk, som rammer Danmark, bliver mandskabet fra Herning sendt ud for at måle radioaktiv forurening i Midtjylland og sende de indsamlede data tilbage til de eksperter, der skal rådgive befolkningen om, hvad man skal gøre.
 
Nukleare ulykker udgør ifølge Beredskabsstyrelsens rapport Nationalt Risikobillede en af de ti største risici for Danmark.
 
Erfaringer fra Fukushima-katastrofen

Onsdagens øvelse samler op på erfaringerne fra katastrofen på Fukushima-kernekraftværket i Japan i 2011. Målespecialisternes træning i at kortlægge strålingen svarer nemlig til det, som de japanske myndigheder gør i de berørte områder omkring Fukushima-værket.
 
Formålet med øvelsen er at teste og styrke Beredskabsstyrelsens nukleare måleberedskabs operative indsættelsesevne, herunder kommunikation mellem målehold og stab, håndtering af store datamængder samt taktik ved måling efter radioaktive kilder.
 
Beredskabsstyrelsen har ansvaret for det nukleare måleberedskab i Danmark, og øvelsen arrangeres i samarbejde med Lunds Universitet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul