Ulykke førte til to trafikdrab

Den trafikulykke, der torsdag aften opstod på Midtjyske Motorvej mellem Arnborg og Brande, har kostet endnu et menneskeliv.
Ved ulykken blev en 43-årig kvinde fra Kolding dræbt. Hun var bagsædepassager i en mindre personbil ført af en 49-årig kvinde fra Haderslev.
Den 49-årige kvinde blev efter ulykken fløjet med lægehelikopter til Skejby Sygehus. Hun havde livstruende hovedtraumer og døde lørdag.
Som passager i bilen var også en 21-årig kvinde - datter til den 43-årige. Hun blev kørt til Herning Sygehus med en brækket ryg.
Ulykken på motorvejen skete, da en 39-årig mand fra Brande kørte op bag i kvindernes bil.
Politiets teori, som understøttes af flere vidneudsagn, er, at ulykken skete, fordi kvindernes bil, der var 19 år gammel, havde svagt eller slet intet lys bagpå, og at den kørte med meget lav fart.
Man afventer fortsat bilinspektørens undersøgelse.
Tilføj kommentar