34 borgmestre fra hovedstadsområdet har bedt om hjælp til at stoppe forskellen mellem hovedstadskommunerne og resten af Danmark.

Det vil vi undertegnede organisationer og borgmestre meget gerne hjælpe vores kollegaer med.

Problemet er meget simpelt: Det er for dyrt at bo i hovedstadsområdet, og der er for mange velhavende mennesker i hovedstadsområdet.

Kernen i problemet er, at Danmark i helt enestående grad har samlet alle sine besluttende institutioner i hovedstadsområdet. Med dem følger stort set samtlige interesseorganisationer, større servicevirksomheder, medievirksomheder og meget andet.

Beregnet blot på de statslige institutioner overfører resten af Danmark reelt enorme summer til hovedstadsområdet hvert år. Det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad har i bogen Udkantsmyten beregnet det til omkring 30 mia. kroner årligt - og det gælder endda kun direkte statslige arbejdspladser. Hvis man medregner overrepræsentation af regionale arbejdspladser og statsejede selskaber i Dybvads beregning bliver beløbet mindst fordoblet og kommer langt over 60 mia. kroner.

Med den store pengerigelighed i hovedstadsområdet er det ikke overraskende, at huspriserne stiger voldsomt. Grundlæggende økonomi har lært os, at pengerigelighed giver øget økonomisk aktivitet og stigende priser. Det modsatte gør sig så gældende der, hvor pengene bliver taget fra.

Skattefri opsparing

Det er samtidigt den væsentligste forklaring på, at de 34 hovedstadsborgmestre kan lave et regnestykke, der viser, at deres borgere har et mindre rådighedsbeløb end en tilsvarende familie uden for hovedstadsområdet. I regnestykket hopper man blandt andet behændigt over den værditilvækst, som familien har haft i sin bolig. Henover årene har væksten i huspriserne i hovedstadsområdet langt oversteget resten af landet. Denne opsparing i boligen overstiger langt det lavere rådighedsbeløb – og den ekstra opsparing er endda skattefri.

Vi kan godt forstå, at hovedstadskommunerne ikke vælger at lave regnestykket for gennemsnitsfamilien i og uden for hovedstadsområdet. Den store forskel i gennemsnitlønninger og formuer vil her blive alt for tydelig.

I øvrigt vil vi gerne understrege, at rådighedsbeløb intet har at gøre med hverken formålet med eller beregningen af landsudligningen. Det kommunale udligningssystem har til formål at udligne forskellen mellem rige og fattige kommuner og ikke finansiere borgere, der vælger at købe dyre boliger.

Kreativ bogføring

De 34 borgmestre klager også over, at serviceniveauet i hovedstadskommunerne er lavere end i resten af Danmark. Også her vil vi meget gerne hjælpe. Og hjælpen her er endnu mere simpel: Vi skal have en reel og fornuftig definition på, hvad serviceniveau er. Alene det faktum, at kommunerne med landets laveste serviceniveau er to af Danmarks allerrigeste kommuner, Frederiksberg og Gentofte, mens kommunerne, der ifølge beregningen har det højeste serviceniveau, er Langeland, Brønderslev og Odsherred, viser tydeligt, at de 34 borgmestres opfattelse af serviceniveau ikke har noget som helst at gøre med, hvordan danskerne som sådan opfatter begrebet serviceniveau. I bedste fald kan det kun betragtes som kreativ bogføring.

Løsningen på de 34 borgmestres problem er som skrevet meget simpel: Folketinget skal sørge for at fordele Danmarks ressourcer, statslige investeringer- og arbejdspladser fornuftigt ud over landet, så vores fælles skatte- og afgiftspenge ikke skaber kunstigt rige områder og lige så kunstigt fattige områder.

Det vil samtidig gøre Danmark rigere og på sigt sikre vores velfærdsstat. Som dokumenteret af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i Danmark på Vippens Hvidbog er det et simpelt faktum, at den langt overvejende del af den overskudsgivende nettoeksport – eller med andre ord den indtægt, Danmark lever af – kommer fra områderne uden for hovedstadsområdet. Den indtægt er ved at komme i problemer, fordi arbejdskraft, investeringer, rammebetingelser og meget andet i disse år bliver forringet i de områder, der tjener pengene, mens hovedstadsområdet nyder godt af vores fælles ressourcer, uddannelser, arbejdspladser og meget mere.

Ligelig fordeling sikrer velfærdsstaten

Og så var der jo lige de 34 borgmestres krav om, at de skal betale mindre i landsudligning til resten af Danmark. Det er også løst med vores forslag om udjævning af pengerigeligheden mellem hovedstadsområdet og resten af landet. Hvis vi overordnet skaber et Danmark, hvor vores fælles ressourcer bliver rimeligt og ligeligt fordelt, bliver der slet ikke behov for en landsudligning, og de 34 borgmestre kan roligt læne sig tilbage og lade deres borgere beholde deres skattepenge i en hverdag med samme rådighedsbeløb og samme opsparing, som deres medborgere i andre dele af landet.

En ligelig og retfærdig fordeling af vores fælles ressourcer er den bedste sikring af vores velfærdsstat - både for de 3,5 millioner danskere, der bor uden for de 34 borgmestres område, og for de 2 millioner, der bor i de 34 borgmestres kommuner i hovedstadsområdet.

Med venlige hilsner

Arne Boelt (borgmester Hjørring Kommune), Bjarne Nielsen (borgmester Langeland Kommune), Carsten Kissmeyer (borgmester Ikast-Brande Kommune), Erik Buhl Nielsen (borgmester Varde Kommune), Erik Flyvholm (borgmester Lemvig Kommune), Erik Lauritzen (borgmester Sønderborg Kommune), Holger Schou Rasmussen (borgmester Lolland Kommune), Iver Enevoldsen (borgmester Ringkøbing-Skjern Kommune), John Brædder (borgmester Guldborgsund Kommune), Johnny Søttrup (borgmester Esbjerg Kommune), Knud Kristensen (borgmester Vesthimmerland Kommune), Lars Erik Hornemann (borgmester Svendborg Kommune), Lene Kjelgaard Jensen (borgmester Thisted Kommune), Leon Sebbelin (borgmester Rebild Kommune), Mads Jakobsen (borgmester Struer Kommune), Mogens Gade (borgmester Jammerbugt Kommune), Stén Knuth (borgmester Slagelse Kommune), Thomas Adelskov (borgmester Odsherred Kommune).
Carsten Abild (formand for Landsbyerne i Danmark), Finn Slumstrup og Viggo Mortensen (Oprør fra Udkanten), Jakob Fastrup (formand for Danmark på Vippen), Peder Christian Kirkegaard (formand for Staten i hele Danmark).