Voldgift afgør tvist om hospitalsbyggeri i Gødstrup

Efter ibrugtagelsen af det nye somatiske akuthospital i Gødstrup har der verseret en tvist mellem Region Midtjylland og Rambøll. Den er nu afsluttet med voldgiftskendelse.
Rambøll har varetaget byggeledelsen og arbejdsmiljøkoordineringen for regionen. Uenigheden har handlet om dels om ansvar for forsinkelse af byggeriet og dels om opkrævning af honorarer.
Voldgiftsretten har afgjort, at Region Midtjylland skal have tilbagebetalt honorarer på cirka 57,1 millioner kroner inklusiv moms plus renter. Derudover er Region Midtjylland frifundet for Rambølls krav om yderligere honorarbetaling.
Voldgiftsretten har også vurderet Rambølls rolle i forbindelse med varsling og fremsættelse af dagbod over for en entreprenør. Her er Rambøll blevet dømt til at dække Region Midtjyllands eventuelle tab, hvis det under en senere voldgiftssag mellem Region Midtjylland og entreprenøren, der endnu ikke er afgjort, måtte vise sig, at retten til dagbod er tabt på grund af fejl i varslingen. Det bemærkes, at der ikke var enstemmighed blandt dommerne om denne del af kendelsen, idet en af de fem dommere stemte imod.
Rambøll findes dog ikke at være erstatningsansvarlig for selve forsinkelsen af hospitalsbyggeriet og frifindes derfor for Region Midtjyllands erstatningskrav på kr. 56,5 millioner kroner inklusiv moms plus renter.
Som følge af afgørelsen skal Rambøll betale Region Midtjylland cirka 5,1 millioner kroner i sagsomkostninger samt dække 2/3 af udgifterne til Voldgiftsnævnets behandling af sagen.
Tilføj kommentar