Svar til Engedahl, Würtz, Philipsen, Øgaard og Lyhne.

I skriver i jeres læserbrev at kommunen har skabt mulighed for opsætning af klart glas, men at det er en ændring af den lejede bolig!!! Og så skal man selv betale!

NEJ – NEJ – Vi har lejet en bolig – som beset – med rafter på altanen. Det er standarden for os.

Der er vel en eller to der er flyttet ind, efter at der er opsat matte plader. Og de har lejet en bolig med matte plader, og må så selv betale for klare plader. Resten af de vel 35 boliger med altan, har ikke haft plader – og her er det ejer, kommunen, der ændrer på den lejede bolig. – uden lejers godkendelse. – og derfor er det kommunen der skal betale!!!

Jeg har min kone, Else Midtgaard, på Engparkens første sal med altan. Og hun er kørestolsbruger. Hun har boet der siden 4. april, og jeg har været der hver dag siden fra kl. 14 til 20.30.

Jeg kom derned den 10. juli hvor man var ved at sætte de første plader op, netop ved Else!

Jeg gik straks ned til lederen Pama og spurgte hvad det var?

Jeg fik forklaringen med de vandrette rafter, hvor en dement var kommet galt afsted. Og opsætningen af de matte plader var en beslutning hun og Anni Overgaard havde truffet sammen med ”andre” – og det kunne ikke laves om.

Vi var kede af disse mælkehvide plader, der tog al udsyn.

10 andre pårørende har protesteret på Facebook. Prøv at sætte jer ind i jeres stue og træk gardinerne for, og sig til jer selv: Dette er udsigten resten af mit liv!!!

Efter det passerede, og sidst et møde på Rådhuset med byrådsmedlem Engedahl (uden resultat) tænker jeg på Piet Heins gruk: ”Vid at ting ta´r tid – men æwl ta´r evigheder” – og nu vil jeg gerne have en uvildig person til at vurdere sagen (især betalingen), hvorfor jeg har sendt en redegørelse til Ombudsmanden:

Vi – min datter Anne og min søn Jakob og jeg – var kede af disse plader, der ”lukkede” Else inde!

Så flg. er hvad vi har oplevet – vi så vores ”papirer” igennem og fandt:

I lejeaftalen med Engparken står der, at ved ændringer på altanen, skal man søge om lov! Det gælder jo (Lejeloven) også ”den anden vej”. Ejer må ikke lave noget om uden lejers godkendelse! Det skete ikke!

I Engparkens regler tales om beboer-demokrati! Det skete ikke. Den første orientering, som beboerne fik, skete i augustbrevet – en måned efter at arbejdet var begyndt!

Hvis kommunen vil lave et projekt, der berører borgere, skal disse have indsigelse – Forvaltningsloven. Det skete ikke.

I Rigshospitalets Videncenter for behandling og omgang med demente står der, hvor vigtigt det er med kontakt med naturen – og ligeledes med så megen input som muligt. Det skete ikke – tværtimod man har lukket for disse muligheder for kontakt med omverdenen. Jakob havde sendt Pama et brev, hvor han opregnede alle fejlene – og bad hende videresende det til administrationen. Og i Engparkens regler står der: Større arbejder skal vedtages på et beboermøde. Det skete ikke!

Der blev indkaldt til beboermøde fra Ikast-Kommune til den 16. september. Der var mødt 5 fra kommunen og ca. 15 beboere og pårørende. Der var ikke noget punkt der hed altaner – hvis det ikke er på dagsordenen kan dirigenten jo afslå at behandle det! – så i samråd med Pama indsendte vi et forslag om klare plader på altanerne.

Jeg spurgte de fem om nogen af dem havde set lejlighederne? En havde (hvad mon de andre var med for?) – jeg spurgte også om der blev skrevet referat, som man siden kunne få. Ja!

En af de fem blev valgt til dirigent og gennemgik regnskab og redegjorde for nogle vedligeholdelser – og man nåede frem til indkomne forslag.

Anne kom med et indlæg om, hvor meget udsyn til natur og andre betød for hendes mor – og nu havde lægen diagnosticeret depression.

Jeg, Erik, oplæste min søn Jakobs brev til Pama - brevet handlede om alle de fejl, som kommunen og Engparken havde lavet!

En beboer, landinspektør Henning Jensen, kom med et langt indlæg om, hvor ked han var af at være blevet lukket inde!

Under en del snak udbrød Ulla Hansens svigersøn: I hører jo ikke efter hvad vi siger, I snakker hen over hovedet på os!

Jeg spurgte om, hvad ville der kunne ske, hvis en dement kom ud på en altan med klart glas – højde 1,25 m. – hun/han ville jo ikke kunne kravle over? – svar: vedkommende ville blive forvirret! – Ja, sagde jeg, og derved skal 35 andre miste deres udsyn resten af livet!

Alle disse punkter var ikke med i referatet – kun omtalt som: for og imod!

Er det mon det papir, byrådet har til at træffe beslutninger fra?

Ved spørgsmålet om klart glas oplyste dirigenten, at det nok ville koste 4.000 kroner – men forslaget fik dirigenten udformet som råderet over altanen, så kunne man selv vælge klart glas – blev vedtaget.

Smart af dirigenten – for så kom alle udgifter over til beboeren.

Mødet blev hævet!

Regningen lød på: Et depositum til reetablering af de matte plader ved fraflytning kr. 6.875.- kr. Og ny udgift til klare plader 7.000.-.

Er det rimeligt at vi skal betale det, fordi kommunen har dummet sig?

Foreløbig er der skiftet plader 2 steder – de gamle pensionister har vel ikke råd til at ofre 14.000 kroner på en fejl, som kommunen har lavet?

Havde man fået/haft en dialog så kunne man jo imødegå ”demensproblemet” med at påsætte de klare plader en 10 cm. bred mat folie – lige som man har gjort inde ved pladerne rundt om trappeskakterne!

Så var pladen markeret og udsynet beholdt!

En gang til:

Mener man virkelig vi skal betale 14.000 kroner fordi kommunen har dummet sig????

Vi har valgt klare plader – trods prisen – for min kones helbred betyder mere end frustrationerne over uretfærdighederne.

Da pladerne skulle skiftes, skulle jeg være der for at vise håndværkerne, hvor de skulle sætte de matte plader – for dem skal vi selv opbevare til evt. senere reetablering.

Jeg stod og så de matte plader forsvinde!

Det var en utrolig fri fornemmelse, pludselig at kunne kigge ud!

Da kunne jeg mærke hvor negativ en effekt de matte plader havde haft, ved at vi havde siddet og set på dem i 3 måneder!!!

Hvis nogen skulle tænke, der er jo et andet vindue - ja – men det kan ikke bruges, for her skal sengen stå.

Erik Midtgaard

Digterparken 3, 1-E, Brande.