En for alle og alle for en
Af Anne-Marie Pedersen
Fra den 12. til den 16. november, kan man i RemisenBrande, se skuespillet - De Tre Musketerer. Det er Teaterkompagniet Brande, som atter slår sig løs på de skrå brædder.
Skuespillet handler om den unge, modige og meget eventyrlystne Dàrtagnan, som ankommer til Paris. Her møder han sine helte i form af De Tre Musketerer. De tre musketerer Athos, Porthos og Aramis er ikke længere, hvad de har været. De er oppe i årene og har ligesom mistet kampgejsten. Men den unge og energiske Dàrtagnan, får pustet livet og gnisten tilbage i de 3 levemænd og De Tre Musketere genopstår – nu med en fjerde mand.
Med medrivende sange og humoristiske øjeblikke bliver publikum ført gennem et skuespil fyldt med fægtekampe, halsbrækkende slåskampe og historien om Dàrtagnans kærlighed til den unge og smukke, men gifte kvinde - Constance.
Instruktøren bag skuespillet er John Eg Pedersen og han fortæller; jeg har altid været vild med historien om de 3 musketerer. I denne version af skuespillet, som er lavet af Adam og James Price, er der lagt vægt på parodi og satire. Samtidig er det en musical med masser af gode sange. Så da teaterkompagniet spurgte om jeg ville instruere stykket, var det ikke en svær beslutning. Vi gik i gang med øveprocessen i maj måned og vi er så klar til premieren tirsdag aften. Det bliver så godt – der er virkelig garanti for god underholdning, lover John med et stort smil.
På billedet ses De Tre Musketerer der genopstår med Dàrtagnan som - plus en. Fra venstre er det Mads Mortensen som Athos, Sofus Uhrbrand som Dàrtagnan, Michael Nørtoft Frydensbjerg som Aramis og Jørgen Lauridsen som Porthos. Foto: Anne-Marie Pedersen
Tilføj kommentar