Vi skal i gang med en omvendt Dalgas

Leif Nørgaard, formand for Herning-Ikast Landboforening tog sammen med formanden for Danmarks Naturfredningsforenings Ikast-Brande afdeling, Maria Mosegaard Mortensen, deltagerne på tirsdagens møde på KMC i Brande med ind i motorrummet for trepartsforhandlingerne der foregår i øjeblikket

Af Villy Guldbrand Jensen

- Vi kan godt sige vi skal i gang med en omvendt Dalgas, hvor vi for små 200 år siden opdyrkede heden og gjorde den til landbrugsland, skal vi nu den anden vej og nu inddrage 140.000 hektar lavbundsjorde og skaffe plads til 240.000 hektar skov, og vi kan godt have en stor bekymring for om vi fortsat kan producere fødevarer nok, men vi kigger ind i de krav politikerne stiller for at få deres politik igennem, lød det fra Leif Møller, formand for Herning-Ikast Landboforening og dermed repræsentant for Landbrug & Fødevarer der sammen med Danmarks Naturfredningsforening er aktive deltager i forhandlingerne der pågår i øjeblikket.

Leif Nørgaard driver et landbrug ved Sinding nord for Herning med 1500 søer og produktion af 20.000 slagtesvin.

På mødet – der var arrangeret af partiet Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger – holdt han et indlæg omkring landbrugets oplevelse af Trepartsforhandlingerne.

- Det er ikke en ide vi har fostret med Co2 afgift på landbruget og inddragelse af jorde, men vi er gået med i forhandlingerne og må gå på kompromis med en del ting. Det bliver på kommunalt niveau vi skal finde lavbundsjordene og de arealer der rejses skov på, lød det fra Leif Nørgaard, der dog håbede på at man kunne bevare det landbrug vi kender i dag, selvom der blev taget 15% af det opdyrkede areal ud af drift.

Han mindede også om at der i forhandlingerne om aftalen indgår tanke om at den opkrævede Co2 afgift skal tilbageføres til landbruget, så man ikke mister arbejdspladser.

- Jeg er glad for at vi har været med til bords, og har kunnet fortælle hvordan vi i landbruget så på det, lød det fra Leif Møller.

 

Indrømmer - vi har været hårde ved landbruget

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Ikast-Brande og medlem af hovedorganisation, Maria Mosegaard Mortensen, indrømmede at man fra foreningens side havde været hårde ved landbruget.

- Men vi vil gerne i dialog med jer. Vi er her for at beskytte og skabe natur i Danmark og vi skal bøje os mod hinanden og snakke sammen.

Det er vores kommune og vores Danmark som vi er fælles om.

- Vi ønsker et nyt dansk landskab med mere skov og natur – men også med landbrug, lød det fra formanden for DN i Ikast-Brande Maria Mosegaard Mortensen til de knap 100 fremmødte, inden der blev lejlighed til at stille spørgsmål fra salen.

Borgmester Ib Lauritsen, Ikast-Brande kommune, var blevet bedt om at være ordstyrer, og han kunne starte med at fortælle at det, efter hans mening, godt kunne vise sig at præsentationen af trepartsforhandlingerne snart var på trapperne.

- Jeg skulle have været til møde i København i dag (tirsdag), men mødet blev aflyst da flere ministre og embedsmænd var blevet kaldt til møde i trepartsforhandlingerne.

Det siger mig at de er ved at være tæt på målet.

 

Bekymring at spore

Første mand der meldte sig med spørgsmål, var Asger Kjeldsen fra Nr. Snede, der var bekymret for de små besætninger. Han havde selv en meget lille besætning af ammekøer og han frygtede at hans fremtid med græssende køer var forbi.

Maria Mosegaard Mortensen blev ham svar skyldig, men hun ville meget gerne tage hans spørgsmål med til hovedorganisationen i Danmarks Naturfredningsforening, men hun kunne personligt sige at hun ikke havde noget ønske om at dyrene ikke skulle kunne fortsætte med at græsse på de mindre brug.

Leif Nørgaard var i tvivl om der kom Co2 afgift på ammekøer men efter hans mening ville det give god mening med afgræsning af mindre arealer.

Han blev bakket op af en kvægavler der præsenterede sig som Lasse og boede i Ikast-Brande kommune.

- Jeg ser ingen grund til at være nervøs, der bliver brug for mange små kvæghold til at afgræsse de områder der bliver skabt.

Og så mindede han om at Co2 afgiften kunne gå hen og blive en god forretning.

- Det bliver lige som når vi får moms tilbage!

 

Hvad er robust jord?

En spørger ville vide hvordan man definerede robust jord.

Er sandjord – som vi har meget af i Midtjylland – defineret som robust jord?

Han mindede om at KMC – som lagde lokaler til mødet – var afhængig af at der blev dyrket kartofler i nærområdet.

Leif Nørgaard havde ikke definitionen af robust jord men mente at man skulle have tilgangen til udtagningen ved at bruge de hjørner med lavbundsjorde man kendte - vi ved jo selv hvor de ligger!

Og så mindede han om at drikkevandsforsyningen også var i spil.

Borgmester Ib Lauritsen indskød at overordnet havde man skov nok i Ikast-Brande kommune.

Maria Mosegaard Mortensen mente ikke at man havde de store kvælstofsudfordringer i kommune ligesom der heller ikke var mange lavbundsjorde.

Men skove kan godt give mening!

En spørger ville vide hvorfor DN altid spillede bold op ad landmanden – hvorfor kigger i ikke også på byerne og industrien?

Bruno Ostenfeld, DF, ankede at man hele tiden sagde på frivillig base.

Jeg kalder det for frivillig tvang, lød det fra byrådsmedlemmet, der også var i tvivl om hvad det var for jord der skulle byttes med.

 

Færre landbrug

Leif Nørgaard, formand for Herning-Ikast landboforening mindede forsamlingen om at antallet af landbrug er på vej ned i Danmark.

- Om 9 år ser vi ind i 900 kvægbesætninger og 600 svinebesætninger. Det giver ikke mange stemmer.

Vi ser også ind i en lang række generationsskifter og mange der forlader erhvervet.

- Vi bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene, lød det fra Leif Nørgaard.

Maria Mosegaard Mortensen, DN, mindede igen om at det er vores Ikast-Brande og at vi sammen skal få det fedeste ud af det.

Sammen skal vi løse opgaven, lød det afsluttende fra Maria Mosegaard Mortensen.

Inden mødets start fik direktør Jesper Burgaard fra KMC mulighed for at fortælle om virksomheden der er inde i en kraftig vækst – baseret på kartofler dyrket i nærområdet af landmændene.

KMC har netop taget nyt innovationscenter i brug – til en pris af 100 millioner.

Foto viser Leif Nørgaard, formand for Herning-Ikast landboforening og Maria Mosegaard Mortensen, Danmarks Naturfredningsforening Ikast-Brande, der var aftenens foredragsholdere.

 

Foto nederst:

Jesper Burgaard, direktør på KMC i Brande, fortalte om virksomheden der kunne glæde sig over at man producerede mere biogas af kartoffelvandet end forbruget af gas i produktionen.

 

 

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul