Ikast-Brande gør skoledagen mere motiverende og varieret

Når eleverne på folkeskolerne i Ikast-Brande Kommune møder ind efter sommerferien 2025, bliver det til en mere motiverende og inspirerende skoledag.

Det skriver Ikast-Brande kommune i en pressemeddelelse.

Det er resultatet af et stort og tværgående samarbejde, hvor politikere, skoleledelse, lærere, pædagoger, fagforbund og ikke mindst elever er gået sammen om at skabe en mere varieret og anderledes undervisning.

- Vi ønsker bedre rammer for at udvikle en skole, der kan mere for flere. Børn lærer ikke ved at sætte sig i et hjørne og tænke store tanker. De lærer ved at pille, undersøge og udforske tingene. Det er dén måde at tilrettelægge undervisning på, som nu skal dyrkes i endnu højere grad, udtaler Annette Mosegaard, formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget i Ikast-Brande Kommune og uddyber:

- Vi taler ikke om en revolution af skoledagen, men om at gøre mere af det gode, vi allerede gør. Et vigtigt skridt på vejen er, at vi i fællesskab kortlægger succeser og herefter skaber muligheder for systematisk vidensdeling på tværs af skolerne.

Den nye kurs for folkeskolen bygger videre på Folketingets initiativ ”Sammen om skolen”, som giver de danske folkeskoler en enestående chance for at ændre og kvalitetsudvikle undervisning og arbejdsmetoder. Hver af de 98 danske kommuner skal selv skræddersy de løsninger, der virker bedst lokalt.

Ikast-Brande Kommunes første skridt var at samle alle relevante parter til et fælles inspirationsmøde i foråret 2023, hvor kursen blev lagt for den lokale løsningsmodel.

Herefter fulgte drøftelser ude på skolerne, og i oktober 2024 var parterne samlet til stormøde på Hotel Dalgas i Brande, hvor 130 deltog.

- Vi skal gøre det her ordentligt. Det skylder vi både skolernes personale og børnene.

Vi vil gennemføre ændringerne på en måde, så de forankres i alle led. Fra politisk niveau og skoleledelse, til lærere og elever, forklarer skolechef Thomas Garsdal om den brede repræsentation ved mødet på Hotel Dalgas.

I starten af 2025 er der planlagt en vidensdelingsdag for læringsvejledere og ledere. Her skal lokale prøvehandlinger designes på de lokale skoler.

 

På billedet ses skoleleder Thomas Garsdal

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul