1 million til Søby Brunkulsmuseum
Søby Brunkulsmuseum har 19. juni modtaget meddelelsen om, at museet har modtaget 1.000.000 kr. fra Kulturministeriets Udlodningsmidler.
- Tildelingen blåstempler vores arbejde og især de frivilliges engagerede indsats. De sørger sammen med personalet for, at vores gæster får en god oplevelse, siger formand Jan Svendsen. Beløbet bliver en løftestang, når vi skal søge flere midler.
Museets idé- og udviklingsplan 2024-27, "Destination Brunkul", løber op i alt 8 mil. kr.
Folketingsmedlem Mogens Jensen har ofte besøgt museet og efter et møde opfordrede han museet til at søge Kulturministeriet.
- Tak til Mogens, men vi ved også at andre lokale politikere kan have påvirket beslutningen - ikke direkte - men indirekte ved at tale vores sag for partiets kulturpolitiske ordfører. Også en speciel tak til formand Johs. Poulsen fra Herning byråds kulturudvalg, som vi på forhånd drøftede ansøgningen med, siger formanden.
Bestyrelse, frivillige og ansatte skal nu til at finde ud af, hvilke projekter de vil prioritere. Måske genopbygningen af Røde Kors børnehaven fra slutningen af 1940'erne, som er den eneste institution, museet mangler. Udstillingen omfatter boliger, skolestue, forsamlingshus og købmand, men børnehaven har stået på ønskesedlen i flere år.
Søby Brunkulsmuseum genopfører måske børnehaven, som havde til huse i en gammel "tyskerbarak". (Foto: Søby Brunkulsmuseum)
Tilføj kommentar