Ualmindelig frækt tyveri på Fløvej
En 84-årig mand fik sig en ubehagelig overraskelse, da han omkring kl. 15.45 tirsdag kom hjem til sin landejendom på Fløvej. Foran ejendommens maskinhus holdt der en sort personbil, og porten til maskinhuset stod åben – og straks efter kom en mand løbende ud fra maskinhuset, satte sig ind i den sorte personbil og kørte væk fra stedet i høj fart.
Dermed var episoden imidlertid ikke overstået: umiddelbart derefter kom den 84-årige mands sølvgrå Toyota Verso kørende ud fra maskinhuset med hans boogie-trailer efterspændt.
Efterfølgende viste det sig, at de to ubudne gæster havde fundet nøglen til Toyotaen i en skuffe i maskinhuset, hvorefter de havde læsset traileren med tyvekoster i form af en 4-hjuls børnecrosser (ATV), 40 sække træpiller og en Jonsered motorsav.
Den sølvgrå Toyota Verso har registreringsnr. FK 92 461, og politiet hører meget gerne fra vidner, der har set bilen. Desuden har politiet sikret nogle DNA-spor, som tyvene har efterladt, da de gennemrodede maskinhuset for at finde bilnøglen.
Tilføj kommentar