En busfuld nødhjælp fra Blåhøj til Ukraine

Foto: Maria Bjørsted.

Fredag morgen afgik bussen fra Blåhøj – denne morgen for en gangs skyld ikke med kurs mod Brande, men derimod mod grænsen mellem Polen og Ukraine.

Med i bussen var bl.a. brødrene Lennart og Ronni Madsen og ikke mindst en hel masse nødhjælp i form af bl.a. modermælkserstatning, babymad, bleer og tæpper.

Årsagen til den ekstraordinære busafgang er naturligvis den igangværende russiske invasion af Ukraine, som nu har varet i lidt mere end en måned.

Det er Betania Kirkecenter, der har taget initiativ til bustransporten, og grunden til, at man ikke bare sender nødhjælpen afsted med lastbil er, at der skal ukrainske flygtninge med retur til Danmark. Det oplyser Maria Bjørsted på vegne af Betania.

En anden central person i den forbindelse er Erik Jørgensen, som sammen med en kollega skal skiftes til at køre bussen, der forventes tilbage i Blåhøj søndag eftermiddag.

Hele byens projekt

Ligesom Maria Bjørsteds mand, Gert, har han allerede en gang taget turen til den polsk/ukrainske grænse, så selvom krigen kun er en måned gammel, har de allerede en vis erfaring at trække på.

Ikke desto mindre er der sendt to personer i forvejen med fly for at sikre, at nødhjælpen kommer rigtigt frem, oplyser Maria Bjørsted, som også understreger, at det ikke kun er Betanias projekt – det er blevet hele byens projekt.

Også Brande City er gået ind i arbejdet med at samle ind til ukrainerne, og Ansager Turistfart har stillet busser til rådighed, oplyser Maria Bjørsted, som både er glad og ikke mindst rørt over den opbakning, man har mødt fra alle sider.

Plads til alle

I lokalområdet bor der både ukrainere og polakker, og flere har tilbudt at tage med på turen som tolke, oplyser hun - og i den lokale børnehave Solstrålen har man erklæret sig klar til at tage imod børnene, tilføjer hun.

Indkvarteringen af de op til 45 ukrainere, der er plads til i bussen på hjemturen, er der også styr på. Om nødvendigt kan nogle af dem indkvarteres i kirken – her er der indrettet lokaler til to familier, oplyser Maria Bjørsted – og resten kan indkvarteres privat.

– Der er plads til alle, garanterer hun og tilføjer, at de ukrainske flygtninge er ”vores ansvar indtil opholdstilladelserne er på plads”.

Læs mere om busturen i næste uges udgave af Brande Bladet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul