Spredt politisk modstand mod flytning af testmølle til Sandfeld

Omtrent sådan vil den næsten 200 meter høje vindmølle opleves på knap 3 kilometers afstand fra Stendalsvejs udmunding i Nørregårdsvej (computervisualisering fra idéoplægget).

Helt som ventet var der flertal for at godkende det idéoplæg, der på sigt skal muliggøre flytningen af en 197 meter høj testvindmølle fra Østerild til Sandfeld, men på et byrådsmøde, der ellers var præget af fordragelighed, blev fronterne trukket skarpt op.

- Hvorfor ikke bare melde ærligt ud, at I er imod den grønne omstilling, lød opfordringen således fra socialdemokratiets gruppeformand, Kasper Pauli Pedersen, da Fælleslistens to byrådsmedlemmer, Lotte Stoltenborg og Henrik Kraglund, havde luftet deres modstand; ikke mod selve møllen, men mod placeringen, og Venstres afgående formand for Teknik- og miljøudvalget, Henrik Engedahl, beskyldte Fælleslisten for at løbe fra den aftale, et enigt byråd indgik i juni 2019

De to Fællesliste-politikere fra Brande så ikke overraskende helt anderledes på sagen:

- Fælleslisten har stillet sig på naboernes vej. Vi synes ikke, vi har nået en fordelingspolitik, der er i orden. Det er ikke naboerne, der skal have penge op af lommen, argumenterede Lotte Stoltenborg, der også savner en overordnet plan for, hvor mange vindmøller, man vil have i kommunen. 

- Vi holder med borgerne – det er Socialdemokratiet, der er totalt unuanceret; de siger bare ja til alt, supplerede hendes listefælle, Henrik Kraglund.

Debatten ændrede imidlertid ikke på, at et stort byrådsflertal på 18 mod 4 godkendte at sende idéoplægget i offentlig høring i fire uger startende 5. januar. Senest en uge inden høringsfristens udløb, dvs. inden udgangen af januar, skal der desuden afholdes et borgermøde om planerne.

Udover Fælleslisten stemte Dansk Folkepartis Bo Sand Kristensen og de konservatives Kirsten York Helms imod planerne om at flytte testvindmøllen til Sandfeld.

Læs mere om debatten i næste uges udgave af Brande Bladet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul