Konservativ fordobling i Brande
Det konservative Folkeparti mere end fordobler deres stemmetal på kommunens næststørste stemmested, Brande Hallerne.
Liste C går fra 8,1 % af stemmerne i 2017 til hele 22,3 % af stemmerne i 2021 og bliver dermed næsten ligeså store som Venstre, der går tilbage fra 32,0 % af stemmerne i 2017 til 22,9 %.
Størst i Brande er fortsat Fælleslisten, som dog også må indkassere en - omend noget mindre - tilbagegang, der kan ende med at koste listen sit andet mandat. Meget afhænger dog af valgforbundet med de konservative og Kristendemokraterne.
28,4 % af vælgerne i Brande har sat kryds ved liste L; for fire år siden var andelen 30,4 %.
Socialdemokratiet holder næsten skindet på næsen med 11,5 % af stemmerne (12,2 i 2017), og Dansk Folkeparti har opnået 8,1 % af stemmerne mod 11,1 % i 2017.
Som det eneste af de øvrige fem opstillede partier/lister har Nye Borgerlige med 2,3 % opnået mere end 2 % af stemmerne i Brande, hvor valgdeltagelsen endte på historisk lave 62,9 %.
Tilføj kommentar