Af Morten Munk Østergaard, byrådskandidat for Det konservative Folkeparti

Opsætning af vindmøller er nok det mest debatterede emne op mod det kommende kommunalvalg.

Processerne har ikke altid været fine, og de omkringboende har i mange af projekterne følt sig overset og kørt ud på et sidespor.

Jeg har absolut ingen tvivl om, at såfremt der skal rejses flere møller i Ikast-Brande Kommune, vil det kræve en revurdering af aftalegrundlaget for opsætning af vindmøller, der er vedtaget i byrådet.

Der skal i langt højere grad sikres en proces, hvor lokalbefolkningen bliver hørt og kompenseret i et brugbart niveau.

Men hvorfor skal vi have alle de pokkers møller, der alligevel står stille halvdelen af tiden, fordi tyskerne betaler os for det?

Det ligefremme svar er, at der er ved at blive nedlagt kernekraftværker i Tyskland, hvorfor den tyske el produktion vil falde, og der vil være et øget behov for at udnytte kapaciteten på vores møller.

Men hvad så med alt det der går til spilde?

Hvis vi tænker en anelse mere langsigtet og vurderer mulighederne ved ikke bare produktionen af grøn energi ved både vind- og solenergi, men også lagring af energi, er vi nødt til også at kigge på en proces for, hvordan vi kan omdanne energien.

Det store problem ved at få fuld udnyttelse af strømmen fra de energiformer, der er afhængig af naturen, er, at den skal anvendes, når den er der.

Der kan selvfølgelig oplagres strøm i batterier i kortere perioder, men ikke uden et væsentligt energitab.

For at kunne imødekomme denne udfordring, forskes der i det meste af verden i konceptet "Power 2 X", der går ud på at omdanne strøm til en anden (ukendt) fraktion.

Tilbage i folkeskolens fysik timer arbejdede vi med elektrolyse, hvor det var muligt at udskille ilt og brint fra vand ved blot at sætte strøm til.

Dette koncept er nu ved at blive videreført i større skala end blot folkeskolernes fysiklokaler, hvilket kan ses umiddelbart uden for Brande, hvor SiemensGamesa har opsat et anlæg til netop dette formål.

Men hvordan kommer det os til gode?

Det gør det, når vi har det langsigtede mål for øje.

På nuværende tidspunkt er der opsat mindre testanlæg, der har til formål at få afprøvet teknikkerne i mindre skala, inden der på sigt vil kunne etableres større anlæg på vandet, hvorfra der via trykledninger kan transporteres store gasmængder hele vejen gennem Europa, stort set uden energitab.

Indtil vi når det punkt, vil man kunne udnytte de ældre møller i slutningen af deres levetid udelukkende til fremstilling af brint og den vej igennem få skabt en industrialisering af teknologien, der vil bevirke, at priserne for produktionsanlæggene kan holdes nede.

Selve brintanlæggene kan flyttes til andre møller, når de er ved at være udtjente, da der ikke skal transporteres mere end et par containere for at have hele produktionen med.

Derfra kan brinten transporteres til brinttankstationen, biogasanlægget eller raffinaderiet, hvor de kan anvendes.

Hvad skal vi så bruge brinten til?

På nuværende tidspunkt er flere bilfabrikanter ved at få øjnene op for produktionen af brintbiler som supplement til elbilen, hvorved der er et øget fokus på at få omdannet transportsektoren, så den kommer væk fra fossile brændstoffer.

Det er ikke bare bilerne, der kan anvende brinten som drivmiddel, men også tungere trafik som busser, landbrugsmaskiner, lastbiler og nogle tog, vil med fordel kunne drives af brint fra denne produktion.

Mulighederne for udnyttelsen er heller ikke begrænset til brintproduktionen, da der ved forholdsvis simple processer vil kunne dannes ammoniak, der kan anvendes til gødning og fremdrift af skibstrafikken. Der er også mulighed for at kombinere brinten med kulstof, hvor der kan fremstilles methanol, der kan anvendes som brændstof i flytrafikken.

Ved at anvende disse teknologier i stor skala vil det være muligt at ændre transportsektoren til at være uafhængig af fossile brændstoffer.

Når vi skalerer det op på verdensplan, vil det naturligvis ikke være begrænset til vindenergi, men derimod alle energiformer, der er baseret på vedvarende energi. Eksempelvis i større ørkenområder vil kunne opsættes solceller til at generere den nødvendige energi til produktionen.

Hvis vi lægger os i selen og satser i denne retning, er der et rigtigt stort potentiale i forhold til at kunne nå de fastsatte klimamål, som Ikast-Brande Kommune nu aktivt vil forsøge på i forbindelse med kommunens forpligtelser i DK2020-samarbejdet.

Ifølge Rambølls beregninger vil en produktion af vedvarende energi på 11 TWh, omdannet til en "Power 2 X"-kapacitet på 2,1 GW samt en CO2-fangst på mindre end 0,5 Mt (som eksempelvis kunne opnås ved at sætte en ”CO2-fanger” på skorstene hos eksisterende produktionsanlæg) kunne give en CO2-reduktion på 70 % for indenrigstransporten i 2030.

Udover denne reduktion er der ifølge beregningerne teknologieksport for 22 mia. kr., næsten 10.000 grønne jobs i forbindelse med etablering og drift af anlæggene (hvoraf størstedelen er erhvervsfaglige uddannelser), en energihandel på 2 mia. kr. og ikke mindst en CO2-reduktion på 1.9 Mt (de 70% vi sparede på indenrigstransporten).

Derfor mener jeg, det er absolut nødvendigt, at Ikast-Brande Kommune fortsat er en medspiller i forhold til udviklingen, så vi kan få udnyttet det potentiale, der findes i de vedvarende energikilder.