Bagsiden af medaljen

Vi mener at alle borgere i kommunen nøje bør overveje hvor de IKKE skal sætte deres kryds til kommunevalget. Især hvis de synes, at gode byudviklingsplaner, plads til bynær natur, og fredelige områder med god biodiversitet også er vigtigt.
I Ikast-Brande Kommune er vi stolte af gang på gang at blive udnævnt til landets mest erhvervsvenlige kommune. Nogle mere, andre mindre.
Dem, der er knap så stolte, er bl.a. de borgere, som rammes af kommunens vilkårlighed. Den vilkårlighed, som består i at opfylde enhver erhvervsvirksomheds ønske. Uanset at det sætter en lang række borgere i en meget vanskelig situation, økonomisk og socialt. Det drejer sig bl.a. om borgere, der berøres af vindmølleparker, testmøller og placering af tung industri. Uanset at de berørte borgere i tillid til eksisterende kommunale planer og aftaler har bosat sig udenfor de egentlige byområder.
Gennem de sidste to byrådsperioder har vi oplevet en konstant stigende arrogance, når projekter i landområderne skulle gennemføres. Næsten total døvhed overfor borgernes indsigelser og forslag til ændringer.
I forbindelse med borgermøder og læserbreve har vi oplevet denne arrogance fra ledende politikere. F.eks. i form af stor irritation over borgernes protester. Ja endog udtryk for, at alle de der demokratiske høringsprocesser godt nok er trælse. Vi får nærmest indtrykket af, at man helst så dem afskaffet.
Vi opfordrer et nyt byråd til at få stoppet den planløshed som hersker i kommunen. Det er forståeligt, at virksomhederne bedømmer kommunen positivt, men for mange borgere og potentielle nye bosættere er vilkårligheden en belastning.
Vi syntes at det er uforståeligt at kommunen skal plastres til med yderligere et stort antal vindmøller. Vi har jo allerede mere end opfyldt vores andel af vindenergi syntes vi. En mere tillokkende bosætninspolitik vil på sigt give langt større skatteindtægter end de beløb, som i dag betales til nogle få, for at få ret til opstilling af vindmøller.
Jørgen Højgård Jensen, Blåhøj
Kim Pedersen, Brande
Simon Moesgård, Brande
Per Sander, Brande
Stine Laursen, Gejlbjerg
Margit Jensen, Kærby
Marianne Nielsen, Kibæk
Svend Elgaard, Grarup
Connie Pedersen, Brande
Ester Højgård Jensen, Blåhøj
Annemette Laursen, Brande
Anette Bach, Brande
Kristian Jepsen, Kærby
Carsten Dreisig Hansen, Kibæk
Tilføj kommentar