Idræt, leg og bevægelse i børnehaver og foreningsliv

Indsatsen ”Idræt, leg og bevægelse i børnehaven” skal styrke børns lige adgang til bevægelse, understøtte foreningslivet og styrke det lokale samarbejde mellem institutioner og foreninger.

Flere børn skal have muligheden for at bevæge sig og præsenteres for foreningslivet i Ikast-Brande Kommune, hvilket tre børnehaver og seks foreninger i kommunen vil samarbejde om i et nyt projekt henover efteråret.

Fordelene er mange, når børn er fysisk aktive i fællesskaber. Derfor er det ifølge Dagtilbudschef i Ikast-Brande Kommune, Merete Villsen, vigtigt for kommunen at understøtte mulighederne for, at børn bevæger sig.

Indsatsen, som hedder: ”Idræt, leg og bevægelse i børnehaven”, udvikles i et samarbejde mellem dagtilbudsområdet i Ikast-Brande Kommune, DGI Midtjylland og seks foreninger i Ikast og Brande. Samarbejdet understøtter Ikast-Brande Kommunes ”Bevæg dig for livet”-indsats, om at få flere borgere i bevægelse i fællesskaber, og endvidere er der ifølge Merete Villsen en række andre parametre, som indsatsen er til gavn for.

Indsatsen er et 12-ugers forløb henover efteråret 2021, og den tager sit udgangspunkt i ”det åbne dagtilbud”, som er dagtilbuddenes svar på ”den åbne skole”. 

”Idræt, leg og bevægelse i børnehaven” skal styrke det lokale samarbejde mellem dagtilbud og foreningsliv og understøtte en lige adgang til bevægelse for alle børn uanset baggrund.

For foreningslivet er guleroden nem at få øje på. Samarbejdet skal være med til at få nye medlemmer, hvor man forhåbentlig herfra kan være lokalt anker for børnene samt forme fremtidens foreningstrænere, bestyrelsesmedlemmer og holdledere. Derudover er indsatsen med til at sætte gang i foreningsaktiviteterne igen efter en lang periode med Corona-nedlukninger.

Fremover er det målet, at flere børnehaver fordelt rundt i Ikast-Brande Kommune skal samarbejde med det lokale foreningsliv og starte lignende indsatser, for at styrke de lokale relationer samt bidrage til at flere børn får bevæget sig.

Forløbet foregår i efteråret 2021 i Brande og i Ikast, og det strækker sig over 12 uger, hvor børnene har en ugentlig træning med foreningen.

I Brande er det idrætsbørnehaven Tumlehøj, som samarbejder med foreningerne Brande IF (fodbold), Brande HK (håndbold) og Brande Badminton Club. Forløbet startede torsdag i uge 34.

”Bevæg dig for livet”-aftalen er en lokal samarbejdsaftale mellem Ikast-Brande Kommune, DGI og Danmarks Idrætsforbund. Formålet er at flere danskere – herunder Ikast-Brande-borgere – skal være fysisk aktive og gerne i fællesskaber og foreninger.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul