17 kommende verdensmålsgavle henter inspiration i Brande

To af de oprindelige gavlmalerier fra 1968, Kaj Führers sort/hvide relief og Poul Aggers ”Kvinde, sky, fugl”.

Når 17 byer i ni forskellige jyske kommuner næste år får hver deres verdensmålsgavl, er en stor del af inspirationen til projektet hentet i Brande.

Verdensmålsgavlene tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål. De 17 værker bliver opført i 17 forskellige kunstarter, og de 17 byer er på forhånd blevet koblet sammen med et verdensmål, der har betydning for den enkelte by. Herning får for eksempel en opera-gavl, og i Tirstrup i Syddjurs Kommune skal der sættes fokus på ligestilling mellem kønnene ved hjælp af keramik og/eller glas.

I Ikast-Brande Kommune, som projektet udspringer fra, deltager fire byer: Engesvang, Nr. Snede, Ikast og Brande.

I Engesvang skal der laves multimedie- eller installationskunst over temaet ”livet på land”, i Nr. Snede står den på landart relateret til ”partnerskab for handling”, litteratur er udgangspunktet for verdensmålsgavlen i Ikast, der skal kobles sammen med ”anstændige jobs og økonomisk vækst”, og i Brande er ”produktion, innovation og infrastruktur” temaet. Her er kunstarten film kombineret med bæredygtig genbrug af tekstil og ”paste up”, og værket skal være klar til præsentation i forbindelse med den sjette internationale street art-festival sidst i juni.

Levetid: Fem år

De nye kunstværker vil være semipermanente og have en levetid på fem år. Herefter må den enkelte lokale gavlejer beslutte, om værket skal forgå eller bestå.

De kunstnere, der skal stå for de 17 værker, vil blive udpeget af en tværgående kuratorgruppe bestående af blandt andre Søren Taaning fra Skovsnogen, Katrine From fra Heart og Mads Bille fra Den Jyske Sangskole.

Fristen for at indsende forslag til ’Verdensmålsgavlene’ er 8. oktober, og lørdag d. 27. november vil der så blive afholdt en heldags-workshop for både de udvalgte kunstnere og de lokale arbejdsgrupper, der skal være med til at formidle værkerne til borgerne i lokalområdet.

Hele kunstprojektet – og processen fra idé til realisering - kommer til at foregå i 17 byers åbne rum, lige midt i borgernes hverdag. Når alle 17 værker er præsenteret i løbet af 2022, vil de 17 byer i fællesskab være en del af den nye internationale kunstattraktion ’Verdensmålsgavlene’.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul