Nu åbner vaccinationscentrene

OPDATERET: Mandag kunne Ikast-Brande som en af de første kommuner i Region Midtjylland melde alle de beboere på kommunens plejecentre, der havde ønsket det, vaccineret første gang, og i dag kommer turen så til den næste gruppe på den prioriterede liste over borgere, som får tilbudt vaccination: Personer på 65 år og opefter, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.

Til det formål har Region Midtjylland etableret syv vaccinationscentre i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro.

- Det er fantastisk, at vi allerede nu kan begynde at tilbyde vaccinationer mod COVID-19 til de første borgere, som ikke bor på plejehjem eller er frontpersonale i kommunerne eller på hospitalerne. I første omgang er der kun tale om tilbud til en mindre udvalgt gruppe, men jeg glæder mig til, at vi snart kan brede tilbuddet ud til mange flere, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

For at kunne blive vaccineret som en af de første i regionens vaccinationscentre, skal man være visiteret til det af sin læge eller kommune. Det er Sundhedsstyrelsen, der har fastlagt kriterierne for, hvem kommunerne og lægerne skal visitere og prioritere først.

I første omgang drejer det sig om sårbare og ældre borgere, som er i særlig risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb. Det kan for eksempel være ældre borgere, der nok klarer sig i eget hjem, men er afhængige af hjælp til personlig pleje og det praktiske. Det kan også være borgere med tilstande eller sygdomme som betyder, at de er særligt udsatte for et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med COVID-19.  

Borgere, der er visiteret til vaccination, modtager invitation til vaccination i e-boks (eller som papirbrev, hvis man er undtaget fra Digital Post.)

Invitationen indeholder information om, hvordan man booker tid til vaccination. Der skal bookes tid på forhånd.

I første omgang bliver der åbnet for booking af cirka 4.500 tider til vaccination fordelt over dagene 5. – 7. januar, og de bliver fordelt ligeligt mellem de syv vaccinationscentre.

Borgere, der ikke modtager invitation til vaccination i denne omgang, får tilbud om vaccination senere jf. den prioritering og rækkefølge, Sundhedsstyrelsen har fastlagt. Den næste gruppe, der står for tur, er alle på 85 år og opefter. Tidspunktet afhænger af, hvor mange vacciner Danmark modtager og hvornår.

Premieren for de nye vaccinationscentre gik imidlertid ikke helt som planlagt: I en pressemeddelelse udsendt tirsdag eftermiddag oplyser Statens Serum Institut, der står for indkaldelserne, at brevene til de pågældende borgere er blevet forsinket på grund af tekniske vanskeligheder med e-boks. Problemerne skulle nu være løst, og indkaldelserne skulle nu ramme de første borgere i løbet af eftermiddagen, oplyser Seruminstituttet videre.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul