Meny bliver til Aldi
Når Aldi i starten af det nye år tager fat på at udvide butikken på Chr. Bergsvej, flytter den tyske discountkæde for en periode aktiviteterne til den tidligere Meny-butik på Storegade 9.
Mandag aften godkendte byrådet den lokalplan og det kommuneplantillæg, der skal gøre det muligt for Aldi at udvide butikken på Chr. Bergsvej med op til 200 kvadratmeter. Når de sidste tilladelser er på plads, skal den eksisterende butik rives ned for at gøre plads til en helt nybygget butiksejendom. Byggeprocessen forventes at tage 6-7 måneder, og imens rykker Aldi midlertidigt ind i den tidligere Meny-butik på Storegade 9.
Butikken har stået tom siden sommeren 2018, hvor daværende Meny-købmand, Ole V. Hansen, gik konkurs, men mandag tog håndværkerne for alvor fat på at indrette butikslokalerne interimistisk, så der igen kommer lidt i liv i lokalerne.
Aldis udviklingschef, Jan Jørgensen, oplyser, at Aldi forventer at flytte til Storegade i starten af februar samtidig med, at man lukker den nuværende butik.
– Vi vil gerne fortsætte driften et andet sted i byen – det er os meget magtpåliggende, understreger udviklingschefen, som uddyber, at man derved håber på at kunne fastholde kunderne i overgangsperioden, indtil den nye butik er klar til brug.
- Vi glæder os meget, fastslår Jan Jørgensen, som forbereder de lokale Aldi-kunder på, at der formentlig kommer til at gå en lille uges tid, fra butikken på Chr. Bergsvej lukker, til Aldi er klar til at byde kunderne indenfor på Storegade.
Tilføj kommentar