Tilbage på friskolen
Som den eneste skole i den sydvestlige del af Ikast-Brande Kommune var Uhre Friskole onsdag morgen klar til at tage imod eleverne i 0.-5. klasse.
- Det er gået ekstremt godt! Så klar var meldingen torsdag fra skoleleder Kent Lykke fra Uhre Friskole, der var blandt de skoler, der åbnede op for elever igen onsdag.
Med nogle ganske få undtagelser var alle elever i 0.-5. klasse mødt op til deres første rigtige skoledag i næsten fem uger, og de blev sluset ind i deres respektive klasseværelser ad terrassedørene.
Friskolens klasselokaler har en sådan størrelse, at det har været muligt at indrette dem, så man lever op til afstandskravene uden at inddrage de ældre klassers klasselokaler. Dermed skal der heller ikke laves en hel masse om, når det på et eller andet tidspunkt bliver de ældste elevers tur til at vende tilbage til skolen.
At klasselokalerne tilmed er udstyret med håndvaske, har betydet, at det heller ikke har affødt de helt store logistiske problemer, når det er tid for eleverne til at vaske hænder.
Ikke desto mindre har man i stor stil udnyttet muligheden for at komme udenfor, hvor aktiviteterne er foregået gruppevis i grupper af op til 5 børn – de samme grupper som eleverne er i i klasserne. Desuden afholdes frikvartererne forskudt; også her er formålet at opretholde adskillelsen af børnene.
Tilføj kommentar