Buurtzorg-modellen er nået til Ikast-Brande

Her til morgen underskrev borgmester Ib Lauritsen (t.h.) en aftale med Lokalpleje Danmarks direktør Bjørn Kassøe Andersen og bestyrelsesformand Brian Knappmann.

Aftalen indebærer i første omgang, at Lokalpleje Danmark skal levere hjemme- og sygeplejeydelser til primært de ældre borgere i Engesvang og Bording i en Buurtzorg-lignende model.

Baggrunden for aftalen er en studietur til Amsterdam i foregående byrådsperiode, hvor det daværende byråd blev præsenteret for nonprofitvirksomheden Buurtzorg, som leverer hjemme- og sygepleje til et stort antal hollandske borgere.

Konceptet for levering af integreret syge- og hjemmepleje, som Buurtzorg havde udviklet, havde medført banebrydende resultater i Holland til stor glæde for både brugere, pårørende og medarbejdere.
Ikast-Brande Kommune har nu oversat Buurtzorg-modellen til danske forhold i håbet om at opnå tilsvarende gode resultater. Målene er bl.a. at:

- Borgerne bliver mødt af færre medarbejdere – typisk 3-4 personer. Teamet vikarierer eksempelvis for hinanden. Borgeren får én primær kontaktperson.

- Der forventes kortere forløb for borgerne.

- Opgaverne udføres i selvorganiserende teams med forskellige faggrupper bl.a. social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, der prioriterer og planlægger deres egen indsats.

- Det tværfaglige team har en særlig opgave med at skabe lokal forankring og etablere netværk i lokalområdet. Teamet inddrager løbende borgerens eget netværk.

- Jeg er glad for, at vi nu er nået hertil i vores forsøg på at skabe endnu bedre betingelser for levering af syge- og hjemmepleje i Danmark. Pilotprojektet har haft overraskende stor interesse fra både borgere, andre kommuner, Ældre Sagen, fagforeninger samt fra pressen, og vi vil også selv følge det tæt. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Lokalpleje Danmark, som viser stort engagement i projektet, og som har et tæt samarbejde med Buurtzorg i Holland, siger borgmester Ib Lauritsen (V).

Bjørn Kassøe Andersen, talsmand og direktør for Lokalpleje Danmark siger:

- Vi er stolte over at være blevet valgt som den leverandør, der får lov at introducere Buurtzorg-modellen i Danmark. Ikast-Brande Kommune har påtaget sig en pionerrolle og har ydet en stor indsats for at etablere
de rammer, som gør det muligt. De seks medarbejdere på første team i Lokalpleje Danmark glæder sig til at komme i gang og finde sig til rette som en ny lokal aktør i Bording og Engesvang.

Der er tale om et pilotprojekt med kontraktstart i løbet af april 2020. Kontrakten løber i 2½ år, hvorefter forløbet skal evalueres.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul