Rolig nytårsaften i Brande

Politi og brandvæsen havde en usædvanligt stille nytårsaften i hele den sydlige del af Ikast-Brande Kommune, hvor enkelte sprængte postkasser er blandt de groveste hændelser.

Brandbilerne kunne således fejre nytår i garagen på Falck-stationerne i både Nr. Snede og Brande, mens brandfolkene i Ikast til gengæld måtte i aktion i flere omgange.

Første gang om eftermiddagen nytårsaftensdag, hvor en brand i en container havde tiltrukket en større forsamling i området omkring Stadion Allé. En brandmand blev ramt i brystet af fyrværkeri, ifølge politiets oplysninger dog uden at komme til skade.

Ingen blev anholdt, men politiet noterede navnene på tre personer, som forsøgte at løbe fra stedet og først standsede, da betjentene truede med at pudse deres politihund på dem.

Kort før kl. 06 nytårsmorgen måtte brandfolkene igen en tur til området, hvor der var gået ild i en terrasse i et rækkehus, der angiveligt fungerer som bordel. Rækkehuset var blevet beskudt med fyrværkeri, hvilket havde antændt en del af træbeklædningen på terrassen.

Varmen fra branden fik det yderste lag glas i en termorude ind mod et soverværlse til at springe. Lyden vækkede de tre kvinder, der lå i værelset, så ingen kom til skade. 

Ifølge politiassistent Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning er det ikke første gang, huset er blevet beskudt med fyrværkeri, så det afskudte fyrværkeri skal nu undersøges for eventuelle DNA-spor.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul