”Frihedens elevator” skrottes
Når eksperter har opmålt og dokumenteret Marco Evaristtis værk ”Escalator Liberta” i Centerparken, vil det blive skrottet.
Det besluttede et enigt byråd på mandagens byrådsmøde, men beslutningen fik flere kommentarer med på vejen. Ikke mindst fra Helle Mathiassen (V), der er formand for Kultur- og fritidsudvalget.
- Det er ok at sige farvel til noget, sagde udvalgsformanden blandt andet. ”Frihedens elevator” er en integreret del af administrationsbygningen, der står foran en nedrivning for at gøre plads for en ny skole, og det vil være overordentligt dyrt at flytte, forklarede hun. På den baggrund har et enigt udvalg fravalgt at bruge en tredjedel at den økonomiske ramme til at bevare værket, som af kunsteksperter er blevet betegnet som ”kunstfagligt bevaringsværdigt”.
At et tilsvarende værk ifølge de samme eksperter formentlig vil koste mere end 1 mio. kr., tillod Helle Mathiassen sig sætte spørgsmålstegn ved, eftersom man både har forsøgt at sælge værket og afstå det til et kunstmuseum uden held.
Lotte Stoltenborg fra Fælleslisten bakkede udvalgsformanden op på trods af den skuffelse, hun har noteret sig i Brande, og listefællen Henrik Kraglund gjorde det samme, om end ”med blødende hjerte”.
Billedkunstrådet havde foreslået, at værket skulle indgå som en integreret del af det nye skolebyggeri, men Venstres Gert Bækgaard argumenterede for, at nye bygninger fortjener ny kunst.
– Hvis vi skal bevare al kunst, så bliver der ikke plads til noget nyt, anførte Venstremanden, der også var enig i, at en bevarelse vil lægge beslag på en alt for stor del af den sum, der er afsat til kunst på den nye skole.
Dokumentationen af værket kommer til at koste 40.000 kr.
Tilføj kommentar