81-årig bilist dræbt i solouheld
OPDATERET: Politi og redningsberedskab blev kort før midnat natten til tirsdag kaldt ud til et færdselsuheld på Sønderdalvej ved Florits øst for Klovborg.
Her fandt redningsmandskabet en 81-årig mand fra Østbirk siddende død bag rattet i sin bil, som var landet på taget i grøften efter at have ramt en træstub og være trillet rundt.
Det var en forbipasserende lastbilchauffør, der så den havarerede bil og slog alarm.
En bilinspektør skal forsøge at klarlægge det præcise hændelsesforløb, men de foreløbige undersøgelser tyder på, at den 81-årige mand er kommet kørende ad Sønderdalvej i østlig retning og formentlig har mistet herredømmet over bilen i en blød kurve, hvorefter han har ramt træstubben. Manden var efter alt at dømme dræbt på stedet, oplyser politiet.
De nærmeste pårørende blev underrettet i løbet af natten til tirsdag, og onsdag morgen har politiet frigivet navnet på den trafikdræbte mand. Der var tale om Leo Andsbjerg Bach, som altså var fra Østbirk ved Horsens.
Tilføj kommentar