Ikast-Brande som Danmarks førende idrætskommune

Palle Høj

Ikast-Brande er kendt som en sportskommune. Det oplever man, når man kommer rundt i Danmark og fortæller, hvor man kommer fra.

Vi er kendt for at have både breddeidræt og eliteidræt. Vi har mange flotte idræts-faciliteter i hele kommunen, f.eks. et meget velfungerende anlæg i Brande med 3 håndboldhaller. Her har jeg haft glæde af at være mange gange til håndbold-stævner med mine børn og som frivillig leder til Nordea Cup samt også med FCM Håndbold til Europa Cup kamp. I Brande er der også et større boldbaneanlæg og et populært og meget besøgt fitnesscenter. Et godt eksempel på de mange anlæg i kommunen.

Den 28. august 2017 indgik Ikast-Brande Kommune Danmarkshistoriens største idrætspolitiske satsning, da kommunen som den første kommune skrev under på, at den vil arbejde på at gøre borgerne til en del af verdens mest idrætsaktive nation.

Bag visionen, "Bevæg dig for livet”, står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, der har sat sig de mål, at 75 % af danskerne i 2025 skal være idrætsaktive, og 50 % skal være medlem af en idrætsforening.

Opmærksomhed rettet mod de inaktive

Med Ikast-Brande Kommunes skriftlige aftale med idrætsorganisationerne forpligtede kommunen sig til et meget konkret mål om at få 85 % af alle kommunens borgere i 2020 til regelmæssigt at hoppe i træningstøjet.

Der er skrevet under på, at vi skal have 1300 flere borgere end i dag i gang med at dyrke idræt. Det er ambitiøst, men jeg er sikker på, det nye byråd er klar til at gribe bolden, og nu har vi en mulighed for at gøre en stor indsats for rigtig mange.

Ikast-Brande Kommune har derfor udarbejdet fire grupper, den vil målrette sin satsning mod:

• Voksne mænd fra 25 til 65 år
• Seniorer, der for nyligt er stoppet på arbejdsmarkedet
• Børn og unge mellem 3-18 år, der har det svært, særligt de overvægtige
• Borgere med et handicap eller en psykisk lidelse.

Jeg synes, det er flot med denne aftale og den store satsning, der skal ske her, og det første møde er holdt med foreningerne tirsdag den 7. november med over 100 deltagere i Remisen i Brande. Fantastisk flot med så mange frivillige, der vil være med til at arbejde med disse mål og komme med forslag til, hvordan målene nås.

Vigtigt med både bredde og eliteidræt

Jeg mener, det er meget vigtigt, vi gør meget for breddeidrætten som nævnt ovenfor.

Det er dog også vigtigt, at vi har elitespillere som f.eks. FCM’s håndbold- og fodboldspillere til at træne side om side med de unge, der går på fx idrætsefterskolen ISI og de lidt ældre, der går på handelsgymnasiet, gymnasiet og Sportsstar College samtidig med, at de udlever drømmen om elitesport på højeste niveau.

Det fællesskab er en fordel for de unge, for klubberne, for skolerne og kommunen, som får unge nye borgere til kommunen.

Det er en stor glæde, at vi i vores område har så meget topsport og andre kulturelle muligheder. Det bliver der talt meget om på arbejdspladserne hver mandag efter en god sportsweekend eller en god weekend med et andet spændende kulturelt arrangement. Det giver en stolthed, når “vi” har vundet i weekenden.

Jeg mener derfor, at bredde- og eliteidræt er centralt og en del af vores DNA i Ikast-Brande Kommune og noget af det, vi er kendt for i hele Danmark, og det er værd at kæmpe for at holde fast i. Det vil jeg gerne arbejde for.

Husk at stemme den 21. november, og husk at stemme personligt.

Palle Høj, Ikast
byrådskandidat for Venstre

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul