Bekymrende udvikling: Hver fjerde er på deltid
Det er bekymrende, at flere og flere får såkaldt atypiske ansættelser, fordi det kan være svært at få en fuldtidsstilling.
En ny rapport om atypisk beskæftigelse i Danmark fra LO (Landsorganisationen i Danmark) lavet af professor Steen Scheuer fra Syddansk Universitet viser, at andelen af deltidsansatte lønmodtagere fra 2000 til 2015 er steget fra 20 til 25 procent.
I dagligvarebutikkerne ses udviklingen tydeligt.
Et specialtræk, som Danmarks Statistik har foretaget for Dansk Handelsblad, viser, at næsten syv ud af 10 medarbejdere i dagligvarehandlen nu er ansat på deltid. Alene fra 2009 til 2015 steg andelen fra 64,2 procent til 69,2 procent. For 20 år siden var det til sammenligning kun ca. 25 procent af de ansatte i dagligvarehandlen, der arbejdede på deltid.
Det er selvfølgelig fint, at der er mulighed for at få en deltidsstilling, hvis det er det, man ønsker af hensyn til familieliv eller andet. Men det er en kedelig tendens, hvis der er tale om, at fuldtidsstillingerne forsvinder til fordel for deltidsstillinger. Og det er desværre det, vi oplever.
I mange større detailkæder er der næsten ingen fuldtidsstillinger tilbage. Vi ser, at rigtig mange salgsassistenter bliver sat ned i tid, så de må skrabe timer sammen med løsarbejde og tage flere jobs for at få økonomien til at hænge sammen og kunne overleve – på den måde oplever vi et arbejdsmarked, der er på vej mod tilstande, der ligner dem i Tyskland, USA og Storbritannien, hvor der er en stor andel mennesker på kortere beskæftigelse eller lavere timetal.
Udviklingen er også et stort problem i forhold til at kunne tiltrække unge til butiksuddannelserne.
I øjeblikket hører vi, at arbejdsgiverne mangler faglærte. Men man kan vel næppe forvente, at unge skal finde en butiksuddannelse attraktiv, hvis tendensen i butiksverdenen er, at de unge salgsassistenter ikke kan få fuldtidsjob men i stigende grad bliver uddannet til deltidsjob?
Endelig er der spørgsmålene om, hvilke konsekvenser udviklingen har for de ansattes rettigheder på arbejdsmarkedet og for deres pension.
Rapporten fra LO viser:
• At langt færre atypisk ansatte har en tillidsrepræsentant, selv om overenskomstdækningen praktisk talt er den samme som for normalbeskæftigede.
• At atypisk ansatte har klart større risiko for at mangle ret til løn under sygdom, løn under barns sygdom, løn under barsel og ret til den overenskomstbestemte sjette ferieuge.
• At atypisk ansatte har klart større risiko for at blive ledige, at langt færre oplever deres økonomiske situation som forudsigelig, færre har arbejdsmarkedspension, og færre vurderer, at de har tilstrækkelig pensionsopsparing.
• At færre atypisk ansatte får tilbudt kurser og efteruddannelse, og flere føler, at de ikke kan udnytte deres kompetencer til fulde i deres arbejde, færre har indflydelse på eget arbejde, og færre føler sig som ”en af os”, det vil sige, at færre er en del af arbejdspladsens fællesskab.
Venlig hilsen
Susanne Sommerlund
Formand for HK Handel MidtVest
Tilføj kommentar