En værdig og tryg ældrepleje frem for skattelettelser

Henrik Christensen

Ja, jeg stiller op til kommunalvalget, og ja, jeg er stiktosset på regeringen. For hvorfor er det så vigtigt for regeringen at give flere penge til dem, som har mest i dette land, via uretfærdige skattelettelser?

Hvorfor er det langt vigtigere end at bruge flere penge til velfærden og give trængte kommuner og lokalpolitikere en hjælpende hånd, så vi kan levere en bedre service overfor borgerne?

Sidste mandag var jeg til borgermøde i Ikast - et møde arrangeret af den lokale borger Preben Skjøth, som havde indkaldt politikere og borgere til debat om kommunens ældrepleje, eller måske mangel på samme.

Rigtigt mange var tilstede på borgermødet, bare ikke repræsentanter fra regeringen. For regeringen ønsker slet ikke at lytte til kommunerne eller for den sags skyld til de borgere, som jævnligt kommer med triste fortællinger fra de ældres hverdag rundt om i landets kommuner.

Nogle af disse triste fortællinger kom heldigvis frem på mødet. Om ældre der ikke får en værdig og tryg pleje. Om personale i hjemmeplejen der har så travlt, at de må tisse i skoven og spise i bilen, og er flove over at gå på arbejde. En verden jeg desværre kender alt for godt fra min egen kone, som efter ti år i ældreplejen fik nok og skiftede branche.

Jeg synes, skattelettelserne er unfair, og jeg vil bestemt håbe, at alle lokale kandidater fra de borgerlige partier vil trodse deres partifæller på Christiansborg, og minde dem om, at vi igennem de sidste ti år har fået skattelettelser nok! Jeg har dog ikke de store forventninger til, at det vil ske, da de lokale borgerlige kandidater tror, vi kan løse ældreplejens problemer, ved bare at skrue ned for unødvendig dokumentation. Dokumentationen er dog efter min mening helt nødvendig, hvis vi skal sikre de ansatte i ældreplejen ordentlige arbejdsvilkår, og de ældre tryghed.

På Christiansborg ved jeg, at Socialdemokratiet vil arbejde imod og forhåbentlig forhindre skattelettelserne, for mig gerne sammen med Dansk Folkeparti, hvis partiet, som de jo ellers siger, vil landets ældre det bedste!

Hvorfor er det vigtigt, at alle os som har et arbejde at stå op til hver dag får skattelettelser?

Jeg synes ikke vi kan være dette bekendt, når vi faktisk har råd til at lade være!

Vi burde i stedet betale noget tilbage til de ældre, dem der har betalt til fællesskabet hele deres liv, og som nu mangler ordentlig service, varme hænder, værdig og tryghed i deres dagligdag!

Henrik Christensen - Brande
Byrådskandidat for Socialdemokratiet i Ikast-Brande Kommune.

Kommentarer

Hvor er jeg bare så meget enig.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul