Ren massakre
"Kom nu Videbæk, det er fan'me dårligt", gjaldede det udover Brande Stadion, da der resterede 10 minutter af lørdagens serie 2-kamp mellem Brande og Videbæk, og Videbæk-keeperens analyse af kampen var ganske rammende: gæsterne var fornærmende ringe, og hjemmeholdet vadede i chancer.
Allerede efter en halv times spil førte Brande med 3-0, og efter pausen fortsatte værterne med at udbygge føringen mod de mere og mere modløse gæster.
Et gult kort til en Videbæk-spiller efter 58 minutter satte for alvor Brande i gang igen, og selvom de misbrugte mindst ligeså mange 100 %-chancer lykkedes det hjemmeholdet at score yderligere fem gange i løbet af kampens sidste 25 minutter afsluttet med Lasse Thomsens pletskud fra kanten af straffesparksfeltet i dommerens tillægstid til slutresultatet 8-0.
På nabobanen indkasserede klubbens 2.-hold et nederlag på 0-2 i sæsonpremieren mod Rask Mølle, som scorede begge kampens mål i 1. halvleg, det sidste på et straffespark kort før pausen.
Læs mere om kampene i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar