15-årig truet på livet

Fire mænd fra Nr. Snede jagtede fredag først på aftenen en 15-årig dreng fra Ejstrupholm og truede med at slå ham ihjel. De jagtede ham først i bil, siden i løb.
Mændene mente, den 15-årige havde afgivet forklaring i en anden sag i Ejstrupholm.
Det var de stærkt utilfredse med og ville ifølge politiet derfor den 15-årige til livs.
Det lykkedes den 15-årige at undslippe, og en patrulje anholdt de fire mænd og tog dem med på stationen, hvor to af dem lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet.
Ifølge politiets døgnrapport mener den 15-årige, at de unge mænd, som ville ham til livs, har forvekslet ham med en anden, og han har oplyst, at han ikke har afgivet forklaring i den sag, de unge mænd mener, han har afgivet forklaring i.
Hvilken sag, det drejer sig om, fremgår ikke af døgnrapporten.
De unge mænd, som blev anholdt, er i alderen 15, 24, 27 og 37 år. Den 37-årige og den 27-årige blev varetægtsfængslet frem til 5. maj. De andre to er løsladt. De fire unge mænd sættes også i forbindelse med noget hærværk, begået på Lærkevej i Ejstrupholm, hvor borgere har givet et godt signalement af dem.
Tilføj kommentar