Statslige arbejdspladser placeres i Ikast
Nr. Snede mister udsigten til at gøre det gamle rådhus til en del af Patent- og Varemærkestyrelsen
Af Astrid Vestergaard
De 35 statslige arbejdspladser i Patent- og Varemærkestyrelsen, der skal flyttes fra København til Ikast-Brande, placeres i Ikast.
Ikast-Brande Kommune havde ellers foreslået styrelsen, at den tidligere rådhusbygning i Nr. Snede kunne være en mulighed, men den tanke er droppet.
- Vi har sammen med Bygningsstyrelsen set på alle de muligheder, der er for at huse de her arbejdspladser i Ikast-Brande Kommune, og vi har fundet, at arbejdspladserne placeres bedst i Ikast by. Vi mener, det er det, regeringen i sin plan lægger op til - at arbejdspladserne skal placeres i Ikast by og ikke andre steder i kommunen, siger Jesper Kongstad, som er chef for Patent- og Varemærkestyrelsen i København.
Avisen har forgæves forsøgt at finde ud af, om regeringen i sin plan lægger op til, at statslige arbejdspladser skal fordeles i de byer, der er nævnt i planen, eller om de skal placeres i de pågældende kommuner.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ønsker ikke at besvare dette spørgsmål.
Hans pressechef, Kim Kappelgaard Bové, oplyste fredag formiddag i en mail, at det, der står i regeringens plan, skal tolkes som kommuner - ikke byer.
Den udmelding trak han senere tilbage.
Læs mere i Focus Ikast-Brande onsdag.
Tilføj kommentar