Lisbeth har styr på arbejdsmiljøet
Lokal landmand blev torsdag hædret på delegeretmødet
Af Astrid Vestergaard
På landbrugets delegeretmøde, der er blevet afviklet i Herning i løbet af denne uge, blev landmand Lisbeth Biltoft Hansen fra Thyregod hædret med arbejdsmiljøprisen, der består af 25.000 kroner, for at have styr på arbejdsmiljøet og sikkerheden på sin gård og for at sikre en god trivsel.
Lisbeth Biltoft Hansen driver svinegården Vester Kjærgård mellem Brande og Thyregod med hjælp fra en driftsleder, to medarbejdere og en praktikant.
- Jeg skyndte mig at ringe til mine medarbejdere, da jeg fandt ud af, at jeg ville få prisen. Jeg sagde til dem, at de godt kunne strække hænderne op over hovedet. Jeg synes, det er en kæmpe anerkendelse, og det synes mine medarbejdere absolut også, siger prismodtageren.
Det er ikke første gang, at ”folk ude omkring” har lagt mærke til hendes bedrift. Tidligere har Thyregod Erhvervsforening hædret Vester Kjærgård og Lisbeth Biltoft Hansen med titlen ”Årets Virksomhed”.
Tilføj kommentar