Udvalg underkendt
Det sker ikke ret ofte, at et fagudvalg bliver underkendt af økonomi- og planudvalget, men det var lige præcis hvad der skete, da der skulle tages politisk stilling til en udvidelse af broen ved dambruget på Dørslundvej mellem Ikast og Brande.
Teknik- og miljøudvalg besluttede at anbefale en sideudvidelse af broen med 1,8 meter, d.v.s. det billigste af 3 mulige alternativer, men derved var sagen ikke slut.
Økonomi- og planudvalget besluttede nemlig i stedet at anbefale en sideudvidelse med 2,8 meter, hvilket åbner plads til en cykelsti, et ønske der er fremkommet i forbindelse med udarbejdelsen af den overordnede trafikplan for hele kommunen.
At løsningen med en overslagspris på 2,2 mio. kr. er knap 400.000 kr. dyrere end den løsning, teknik- og miljøudvalget pegede på, gør ikke økonomiudvalgets beslutning mindre usædvanlig. Oprindeligt var der afsat 1 mio. til broudvidelsen.
Under punktets behandling i byrådssalen mandag aften kunne borgmester Carsten Kissmeyer (V) oplyse, at hele byrådet på den forudgående lukkede del af byrådsmødet havde fået en teknisk gennemgang af broprojektet, og han forsøgte i det hele taget at nedtone uenigheden de 2 udvalg imellem.
Formanden for teknik- og miljøudvalget, Henrik Engedahl (ligeledes V) argumenterede for udvalgets beslutning med, at man forsøgte at bruge de penge, der skulle til, mens hans partifælle Morten Bak kaldte det en god ide at opgradere. Han mente ikke, der var tale om en luksusløsning, men en hårdt tiltrængt forbedring. Carl Jensen (FL) havde hellere set, at broudvidelsen havde indgået i budgetforhandlingerne.
– Det er faktisk en del af vores trafikplan – men vi skal jo starte et sted, sagde han.
Arbejdet med at udvide broen forventes at medføre 4 ugers totalspærring i forlængelse af 10 uger, hvor broen vil være farbar i et spor.
Kommentarer
Spar en masse penge og lav en
Spar en masse penge og lav en trafikdæmpning i stedet for. Se på Vejlevej i Brande, hvor let det går uden uheld.
Sæt evt et skilt op på begge sider af broen med budskabet om at holde tilbage for modkørende, så går det af sig selv
Tilføj kommentar