Kommunal personale- og organisationschef modtager af HR-pris

Tom Uldahl Christiansen

Ikast-Brande Kommune har taget fremtidens personale-, velfærds- og samfundsmæssige udfordringer op og sat sig for at løse dem på en utraditionel måde. For den bedrift modtog personale- og organisationschef Tom Uldahl Christiansen i går HR-prisen 2015 uddelt af Dansk HR.

Begrundelsen for tildelingen af årets HR-pris er primært, at organisationen arbejder med HR i et bredt og tværgående perspektiv og har iværksat en række spændende initiativer for at fremme innovation og nytænkning. Det sker blandt andet med udgangspunkt i organisationens værdier dialog, tillid og ansvarlighed. Værdierne bruges konsekvent i arbejdet med kvalitet, effektivitet og arbejdsglæde.

I 2008/2009 stod det klart, at dårlig økonomi ville få fatale konsekvenser, hvis man ikke tog affære. Derfor opstillede man nogle økonomiske mål, herunder at man fra 2010 skulle reducere driftsudgifterne med 8 % om året. Et tal der i 2012 blev strammet yderligere, idet man der vedtog, at de administrative udgifter skal reduceres med 20 % inden 2018. De store besparelser er ikke kun store tal i sig selv. De skal sættes op mod det faktum, at ”kunderne” fortsat forventer og har krav på samme ydelse.

For at kunne løse udfordringerne erklærede man sig som mental frikommune og satte gang i arbejdet med nytænkning og innovation. Kommunen begyndte målrettet at arbejde med komplekse borgersager på tværs af organisationen, gav mere ansvar til borgerne og indtog selv en mere faciliterende rolle. Målet var at løse opgaverne mere effektivt til gavn for borgerne. Derudover har kommunen arbejdet med digitale løsninger, uddannelse af forandringsagenter samtidigt med, at man også havde fokus på de klassiske HR-discipliner som tiltrækning, fastholdelse samt ikke mindst strategisk kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere.

I 2011 var fagsøjler en stor udfordring i kommunen. Hver afdeling løste de opgaver, de blev stillet overfor, men det var ikke altid nok. Af og til faldt borgere med komplekse problemstillinger mellem to stole. De kunne have sager kørende i flere afdelinger, som kiggede på udfordringerne med hver sin lup – uden at tale sammen og se problemstillingerne i en helhed.

Borgersager på tværs blev født af HR og jura i november 2011. Målet var at se på helheden i komplekse borgersager for at kunne træffe de bedste beslutninger og blive mere effektive. Målet var også at undgå, at borgerne løb spidsrod fra afdeling til afdeling.

- De stærke relationer skal være vores varemærke. Vi skal blive endnu bedre til at skabe forståelse mellem kommunens forskellige fagligheder og afdelinger. Vi skal tænke i arbejdsfællesskaber og cirkler i stedet for søjler og hierarkier. Vi øver os i at bygge bro mellem søjlerne, men på sigt ser jeg, at vi i langt højere grad bliver integreret i hinanden på tværs. Vi er godt på vej fra et bureaukratisk paradigme til et relationelt, hvor vi både internt og eksternt fokuserer på sammenhænge og relationer, understreger Tom Uldahl Christiansen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul