Gem bagsiden af Ikast

Af Astrid Vestergaard

På byrådsmødet mandag vedtog politikerne en helhedsplan for stationsområdet i Ikast, og i den forbindelse talte man også om en strategi- og handlingsplan for området, der trænger til byforskønnelse.

Viceborgmester Preben Christensen (FL), som også er formand for erhvervskontaktudvalget, foreslog i den forbindelse, at man laver en vold langs med jernbanesporene på det sidste stykke ind mod Ikast fra øst, så passagerer i togene slipper for at se det sørgelige syn, der er bag virksomhederne på Nygade, som ”roder”.

Dette forslag fik borgmester Carsten Kissmeyer (V) til smilende at spørge, om det, Preben Christensen i virkeligheden forslog, var ”The Great Wall” - altså ”den store mur”.

Preben Christensen smilte tilbage og forklarede, at der - set med hans øjne - er en god pointe i at få lavet sådan en vold, så passagererne ikke får et dårligt indtryk af Ikast, når de kommer kørende fra øst.

Flere medlemmer af byrådet roste i øvrigt den plan, der er for byfornyelse ved stationsområdet i Ikast.

De roste især, at mange borgere har været involveret i processen - både via et borgermøde og via workshops.

Byrådet har foreløbig sat seks millioner kroner af til forskønnelse af den nordlige del af Ikast.

Om forskønnelsen kommer til at omfatte en vold, fremgik ikke på mødet.

Til gengæld kunne Tove Videbæk (K) løfte sløret for, at der i projektet blandt andet arbejdes med belysning, belægning og muligheden for at inddrage både leg og bevægelse i området.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul