Amerikanertræf på campingpladsen
For tredje gang er det i weekenden blevet tid til amerikanertræf på Brande Camping.
Arrangør er som ved de to tidligere lejligheder campingpladsen i samarbejde med Hosekræmmeren, og skabelonen er nogenlunde den samme som sidste år. Det fælles cruise rundt i omegnen af Brande lørdag eftermiddag er en af hjørnestenene i træffet, men derudover er der som de 2 tidligere år masser af aktiviteter på campingpladsen. Ikke mindst musikalsk, hvor Shakers leverer en ordentlig omgang rockabilly i festteltet fredag aften, mens scenen lørdag aften er overladt til Padlock Chain, der spiller kopirock i stort set alle afskygninger.
Øbaren med den velkendte, gule fadøls-Morris Mascot bliver også gentaget, og et andet uundgåeligt element er motorafbrændingen lørdag aften. Her skulle tredje gang gerne være lykkens gang.
– Første gang måtte vi have Falck på besøg, og sidste år holdt den 20 sekunder, griner Thomas H. Madsen, så i år tager man de nødvendige forholdsregler, så bilen ikke brænder ud lige med det samme – heller ikke helt bogstaveligt.
Premieren på amerikaner-træffet for 2 år siden samlede godt 100 deltagende køretøjer. Det var placeret som årets sidste i sidste halvdel af september, men sidste år rykkede arrangørerne træffet til den sidste weekend af august. Det blev vejret dog ikke bedre af. Tvært imod druknede især lørdagen i regn, så fremgangen i deltagerantallet blev noget mindre end håbet, men i år ser vejrguderne ud til at være arrangører og deltagere mere venligt stemt, så mon ikke målet om at nå over 200 køretøjer bliver indfriet?
Tilføj kommentar