Landsbyerne kan skabe arbejdspladser.

Af Carsten Abild, formand for ”Landsbyerne i Danmark”
Valgkampen er i gang. Et af de første valgtemaer er flere arbejdspladser. Og forståeligt nok, da Danmark har en af EU's laveste iværksætterprocenter.
Forklaringen er, at det i Danmark er for dyrt for iværksætteren, håndværk og småindustri at etablere sig. Først skal familien have en bolig, f. eks, i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, opføres en hal, installeres inventar, værksted, lager, kontor osv. Og så har kreditgivningen for længst sagt stop.
Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksætteren, håndværk og småindustri kunne etablere sig i vore landsbyer og landdistrikter, f. eks. på en nedlagt gård. Her kunne familien bo i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger være en god start som værksted og lager. Men bliver der succes og brug for at udvide, siger planloven nej.
Planloven må liberaliseres så iværksætteren, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig på landet.
Flere arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter vil styrke landsbysamfundene, være en god underskov for erhvervslivet og gavne samfundsøkonomien. Landsbyerne kan skabe arbejdspladser.
Tilføj kommentar