Af Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen

Jens Qvesel, forvaltningspolitisk chef i DJØF, gik i Focus d. 6. maj i brechen for sin organisation og dens medlemmer – og for at svare på den kritik, som Danmark på Vippen har rettet mod de seneste års kraftige centralisering af statslige arbejdspladser. Han brød sig blandt andet ikke om det, han kaldte for ”romantiske forestillinger om, at der – groft sagt – er så dejligt på landet, eller at hovedstaden og embedsværket i København er skabt af den Onde selv.”

Det er selvfølgelig beklageligt, at Jens Qvesel – og muligvis de DJØF’ere, han repræsenterer – i den grad har misforstået Danmark på Vippens budskab. Godt nok ER der dejligt herude på landet. Men resten af Jens Qvesels indlæg skyder forbi vores budskab.

Sagen er nemlig den, at Danmark på Vippen ikke har det mindste imod DJØF’ere. Vi anerkender tværtimod den store værdi, som dygtige DJØF’ere skaber gennem deres arbejde og som skatteydere i deres kommune. Faktisk tillægger vi dem og deres indsats umådelig stor betydning.

Det er netop derfor vi understreger vigtigheden af og rimeligheden i, at de statsansatte DJØF’ere i højere grad ansættes i hele landet i stedet for hovedsageligt at komme Københavns Kommune til gavn. Deres tilstedeværelse kan skabe jobs, vækst og afledte effekter i mange kommuner, der har langt mere brug for det end Københavns Kommune, og være med til at sikre et Danmark i bedre balance. Det har vi hårdt brug for.

Vi giver altså ikke DJØF’erne ’skurkerollen’, sådan som Jens Qvesel påstår. Tværtimod. En enkelt ting har Jens Qvesel jo ret i, og det er, at det ikke er DJØF’erne, som i sidste ende er ansvarlige for, at Danmark igennem de seneste 15 år har oplevet en historisk samling af magten omkring hovedstaden. Det ansvar tilfalder i sidste ende vores folkevalgte, som uden at tænke på landets samlede ve og vel blindt har fulgt embedsværkets fortsatte anbefalinger om mere centralisering i rationaliseringens hellige navn.

Resultatet af den magtcentralisering har været en de facto omfordeling af velstand fra yderområderne til hovedstaden i form af værdifulde jobs og funktioner. Og i takt hermed er udviklingskurven knækket for de kommuner, der ikke blot har mistet nogle højtuddannede statsansatte, men som også har sagt farvel til deres højtuddannede ægtefæller, deres ressourcestærke børn, værdien af deres bolig og de butikker, klubber og foreninger, som har været afhængige af deres tilstedeværelse.

Det afledte værditab for landet bliver ikke regnet med, når centraladministrationen i Danmark taster tingene ind i regnearket. Og det er en skam, for de små besparelser på statsadministrationen efterlader en langt større regning i de hårdt trængte yderområder.

Det forstår man i andre lande. Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien har således alle en politisk vedtaget vision om at sikre en balanceret udvikling i deres lande. Og de bakker visionen op med konkrete tiltag, såsom bevidst fordeling af statslige arbejdspladser over hele landet, forskellige satser for skatter og afgifter, der gør det mere attraktivt at bosætte sig og skabe arbejdspladser uden for de store byer, og en meget stor bevidsthed om ikke kun at se på isolerede besparelser, men se på hele regnestykket for de forskellige tiltag. ’Cost-benefit’, som englænderne siger, i stedet for blot ’cost’.

En sådan tilgang til vækstpotentialet i yderområderne finder man ingen steder i den danske statsadministration. Her er anbefalingen den samme fantasiløse forestilling, som den har været længe: ”Flyt det hele til København, det sparer penge. I hvert fald på det budget, jeg er ansvarlig for.”

Imens halter Danmark langt efter vores naboer i fx Sverige, England og Tyskland i kampen om at skabe vækst og komme ud af krisen. Alle de nabolande, der bevidst satser på større balance i deres lande, har i de seneste 10 år overhalet Danmark i både økonomisk vækst og konkurrencedygtighed. Det er næppe tilfældigt.

I modsætning til hvad Jens Qvesel antyder, har vi i Danmark på Vippen aldrig foreslået at flytte ministerier væk fra København og Christiansborg. Jeg har selv en fortid i Udenrigsministeriet, og vi kender og respekterer Folketingets behov for at blive serviceret af ministeriernes departementer. Men under ministerierne findes der som bekendt en lang række styrelser, institutioner, organisationer og statsejede virksomheder, som ville befinde sig bedre rundt omkring i landet, hvor de kan arbejde tæt ved og med de erhverv og områder, som de regulerer og samarbejder med. For eksempel ville Energistyrelsen nok bidrage bedre til Danmarks økonomi, hvis de dygtige medarbejdere havde tæt kontakt med vores energivirksomheder i Esbjerg, Brande og Lem. Noget lignende gælder for Fødevarestyrelsen, Fiskeristyrelsen, styrelser for fremstillingsindustrien og mange andre statslige administrationsenheder for de erhvervsområder, Danmark reelt lever af.

Og hvis frygten for det ukendte – eller for at en mangel på DJØF’ere i København ’risikerer at give græske tilstande’ – får yderligere hold i Jens Qvesel og ligesindede, kan vi berolige med, at det, vi foreslår, langt fra er en uprøvet løsning. I mange tilfælde vil der slet ikke være tale om en ’udflytning’ af statslige arbejdspladser, men derimod en ’hjemtagning’. Til dér, hvor den administrative enhed plejede at ligge, førend centraliseringen for relativt nylig blev det altafgørende princip for centraladministrationens magtstruktur.

”Vi skal have et land, hvor der er en god sammenhæng mellem land- og byområder, og hvor vi understøtter vækst i landets kommuner,” skriver Jens Qvesel. Det er de mange landkommuner, som kæmper med at få budgetterne til at hænge sammen, imens Københavns Kommune bruger millioner på turistcykler og belysningskunst, garanteret enige i. Og de ville sikkert blive meget begejstrede, hvis sådanne ord også førte til politisk handling i stedet for at blive ved den velmenende retorik og strande i et bovlamt ministerium.

Men det er jo som bekendt ikke DJØF’ernes opgave. De administrerer jo bare. Tilbage står derfor spørgsmålet om, hvorfor Jens Qvesel tager vores kritik af de politiske beslutninger om centralisering så personligt på DJØF’s vegne. Måske skyldes det, at han selv har en fortid som chefkonsulent i finansministeriet og ved, hvad den slags politiske beslutninger kommer af.