Bestseller klæder OL-holdet på i Rio
Når de danske atleter næste sommer går ind på Maracana Stadion til OL-åbningsceremonien bliver det for tredje sommer-OL i træk i tøj fra Bestseller, som leverer hele den danske OL-kollektion.
Aftalen er indgået mellem Bestseller og Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Tøjkollektionen udvikles i samarbejde med en række topatleter. Bestseller har netop fremlagt de første tøjskitser for Louise Burgaard, Rene Holten Poulsen og Casper U. Mortensen. I processen med udvikling af tøjet giver atleterne meget værdifulde input til designerne om hvad funktionen af tøjet skal være, og hvilken stil atleterne ønsker at repræsentere under OL.
- I Bestseller er vi stolte over at levere den officielle olympiske kollektion til de danske atleter. Vi ved at konkurrencen i Rio er benhård, og at hver detalje tæller. Vores fokus er at levere den lækreste og mest ideelle kollektion til atleterne, så de føler sig stolte og godt tilpas og kan fokusere på at præstere optimalt. Vi går til opgaven med samme professionalisme og dedikation, som vi oplever hos atleterne, og vi glæder os til at se kollektion og ikke mindst atleterne i aktion i Rio, siger kommunikationsansvarlig Jesper Stubkier.
Bestseller var også leverandør til de danske atleter til OL i Beijing i 2008 og London 2012. I DIF er der glæde over det fortsatte samarbejde om den vigtige og omfangsrige opgave:
- Vi er meget glade for, at Bestseller ønsker at gentage succesen og igen vil klæde Danmarks OL-atleter på. Vi ved, at virksomheden og designerne gør alt hvad de kan for at skabe den bedste OL-tøjkollektion nogensinde i samarbejde med atleterne. Tøjet skal både være smart og komfortabelt for atleterne og samtidig have en markant, rød tråd, der i Rio præsenterer et cool og ambitiøst OL-hold over for den danske befolkning og resten af verden, siger leder af det danske OL-hold, chef de mission Morten Rodtwitt fra DIF.
Tilføj kommentar